GoW-skabers nye IP aflyst
Efter en fyringsrunde hos Sony Santa Monica i tirsdags, spredtes der hurtigt rygter om, at studiets igangværende projekt, som ikke var en del af God of War-serien, derfor også var lagt på hylden.
Det kan studiets tidligere Lead Developer, Jonathan Hawking nu bekræfte. Hawking var en del af det personale, der tidligere på ugen blev afskediget.
”I går blev jeg fyret” skriver Hawking. ”Jeg levede drømmen og fik opnået alle mine mål. Undtagen et: At lave noget fra ingenting ved at lave en AAA IP”. Efter at have skrevet om sin fyring på twitter blev Hawking af en twitter-følger spurgt, om udviklingen af projektet stadig var i gang. Hertil svarede Hawking: ”Aflyst. Det er jeg ked af”
Sony Santa Monica er i samarbejde med Ready at Dawn Studios i gang med udviklingen af det meget ventede The Order: 1886. Om fyringerne har nogen effekt på udviklingen af det projekt, er der ingen detaljer om.