Had fylder for meget i spilverden
Had og chikane er efterhånden blevet en væsentlig faktor indenfor spilindustrien, henvendt imod spiludviklere og andre fremstående personligheder der åbent udtaler sig herom. Problemet fylder efterhånden ekstremt meget og kulminerede for nyligt, da Anita Sarkeesian, som står bag webvideo hjemmesiden Feminist Frequency, blev drevet fra sit hjem efter, at hun og hendes familie blev truet med voldtægt og drab via Twitter. Feminist Frequency er en webserie som debaterer kvinders repræsentation i popkultur. Truslerne på Sarkeesians ve og vel kom efter, at hun udgav en video, hvori hun debatterede, hvordan kvinder i spil ofte fremstilles i forbindelse med sex og vold primært for at skabe spænding og drama fremfor at være meningsfulde karakterer i spiluniverset. Du kan se videoen via dette link, og hendes perspektiv er bestemt tankevækkende.
Disse meget ekstreme trusler har efterfølgende fået folk fra spilverden til at reagere. Indiespil udvikleren Andreas Zecher, bedst kendt fra sit arbejde hos Spaces of Play, har udgivet et åbent brev og underskriftindsamling online, hvor han opfordrer alle som støder på chikanerende adfærd, værende det på Youtube, Twitch, Twitter, Facebook m.fl., til at tage sig tiden til at anmelde det for at få denne form for opførsel permanent stoppet. Ifølge Polygon er der på nuværende tidspunkt over 2000 spiludviklere der har underskrevet brevet, og iblandt disse er der store navne fra spiludviklere som BioWare, Epic Games, Riot Games, EA, Infinity Ward, Insomniac Games og mange flere. Du kan se og læse det åbne brev her.
Hvad med jer? Hvad er jeres syn på denne sag, og har I også oplevet frastødende opførsel indenfor spilsverden?