Hands-on: The Talos Principle
Efter en lidt overfladisk introduktion til The Talos Principle og en kort snak med en af udviklerne, under Gamescom i sommers, så var det en fornøjelse, at kunne checke en nyere version af spillet ud, under mere almindelige omstændigheder for nyligt.
The Talos Principle er udviklet af Croteam, der er mest kendt for den sansebombarderende, hårdtpumpende, old-School inspirerede Serious Sam serie. The Talos Principle er i en helt anden boldgade end Serious Sam. Gameplayet er langsomt med et stort fokus på puzzles og der er lagt mange kræfter i historien, der her takler seriøse og tunge emner. Udvikleren beskriver selv spillet på deres hjemmeside, som et filosofisk første persons puzzlespil og det beskriver faktisk spillet rigtigt godt.
Du vågner op uden hukommelse iblandt gamle ruiner, og en stemme fra oven introducerer dig for verden du befinder dig i og driver dig fremad. Gudestemmen fortæller, at verden er skabt til at forberede dig, at du er en del af en samlet enhed og at du skal holde dig fra et mystisk, og ildevarslende tårn, der kun vil forårsage din død. Verden du befinder dig i, viser sig hurtigt at være en form for simulation, med teknisk advancerede artifakter du kan anvende, teleportations portaler og computer terminaler, der indeholder gamle beskeder, tekst-dokumenter og en advanceret AI, som du kan interagere med.
Det er som om, at verden er bygget op som et netværk af centre med individuelle testrum. Hvert rum indeholder forhindringer der skal overkommes, ved at manipulere med prismer, kasser og “jammere”, før du kan få fat i tetris klosser, du skal bruge som puzzlespils brikker for at komme videre. Undervejs i din udforskning af ruinerne og verden, ser du også beskeder fra andre som dig, via QR-koder på vægge, men du møder ikke andre væsner.
Jeg vil ikke afsløre særligt meget af historien, da en stor del af glæden ved Talos er at opdage dine omgivelser, hvad der sker omkring dig og hvordan de agenter du møder passer ind i verden. Jeg kan dog sige, at ud fra mine, forholdsvis, mange timer med spillet allerede, så kan jeg fortælle, at Talos bl.a. kommer omkring emner som, hvad der gør en person til en person, det beder dig stille spørgsmål ved din viden igennem dialoger og kommer omkring hvad det vil sige, at sætte sit aftryk på verden fremadrettet. I det hele taget får emnerne mere scenelys end almindeligvis i spil og det virker til, at de bliver håndteret med kompetance.
De enkelte puzzles leverer en god udfordring, der nogle gange kræver kreative løsninger. Sværhedsgraden stiger i en fin kurve, så man ikke føler sig helt sat af lige pludseligt, men nogle gange kan det godt være, at man lige skal have en pause fra et enkelt puzzle, for at man kan se på det med friske øjne senere.
The Talos Principle udkommer til PC og PS4 i midten af december.