Spil: Hero-U: Rogue to Redemption
Udvikler/Udgiver: Transolar Games
Genre: Historiedrevet Adventure-RPG
Platform: Nintendo Switch (anmeldt på), findes allerede på Steam
Pris: omkring 120 kroner
Udgivelsesdato: 9. februar

Følg Pixel.tv: Facebook – Discord – YouTube – Twitch – Twitter – Instagram og Snapchat

Du vågner op. Efter morgenmad står den på praktisk undervisning i, hvordan man lirker låse op. Denne egenskab kan gå hen og blive meget nyttig, når underviserne på kostskolen er gået i seng. Ja, din egen underviser opfordrer nærmest til, at man udforsker sine egenskaber. Dog skal man huske på, at man ikke gør det for at være ond. Man gør det for almenvellets skyld. Og fordi forstanderen er en idiot og vil have dig smidt ud af skolen.

Dette er kort fortalt sådan, at din hverdag ser ud i spillet Hero-U: Rogue to Redemption. Spillet er udviklet af Cory og Lori Ann Cole, der også har stået bag 90’er baskeren, Quest For Glory-serien. Derfor vil jeg også allerede påstå, at Rogue to Redemption er en spirituel efterfølger af deres tidligere spilserie. Det er nemlig også planen, at Hero-U-franchiset skal udvides til at dække andre karakterer end Rogues.

Retro-spillestil

Spillet tager udgangspunkt i hovedkarakteren Shawn, der skal ind i et hus for at stjæle en lykkemønt til en fremmed mand. Efter man har stjålet mønten, bliver man sendt på en kostskole, hvor både slyngler (rogues), paladiner og barder holder til. Man skal tænke det lidt som et alternativt Hogwarts. Interiøret ligner også Hogwarts med de forskellige store haller, små værelser, kældre og generelle hemmeligheder som et fantasislot nu engang gemmer på.

På kostskolen bliver du mødt af inspektøren, Terk, der hader rogues og vil lukke deres afdeling på skolen ned. Dog sender han Shawn ind i rogue-klassen, hvor han bliver præsenteret for underviseren og de forskellige elever. Hovedmålet for spillet er, at man skal blive den bedste rogue i klassen. Og dette kan man blive på mange måder. Man lærer derfor, hvordan en rogue agerer ift. tyve, og hvert kvartal får man en test for, der bedømmer ens viden og færdigheder som en rogue.

Gameplay-mæssigt er det et point-and-click spil, hvor man ved hver ting, kan træffe nogle forskellige valg. Her er det inspireret af retro-adventurespil, hvor man fx kan kigge på en ting eller samle den op. Dette gør sig også gældende i de forskellige samtaler som spillet er bygget op om. Her kan et svar være afgørende for ens forhold til de andre, og om man låser en mulighed op for fx udforskning af slottet.
Det kan fx være, at man låser et tip op til, hvordan man finder hemmelige indgange, og hvem der går rundt og stjæler æbler fra køkkenet.

Derfor kan man også betegne spillet lidt som en dating sim, hvor man skal styrke forholdet til personer som man også kan flirte med. Jo flere point man har i “Charm”, desto lettere bliver det at flirte. Men her begrænser spillet dig til at spille som en fyr – her kunne man have overvejet, at det netop i denne kontekst også ville give mening at spille som en kvinde.

Spillet strækker sig over 50 dage i alt, hvor ens valg har betydning for, hvor meget tid af dagen, der går med det. Fx har man undervisning til klokken 14, hvor man efter har fri til enten at træne op i fx at lirke låse op eller kaste med knive. Klokken 17 er der aftensmad og kl 22 er der sengetid.

Derfor er det begrænset, hvor meget tid man har til at nå en masse ting og klare alle de quests, man får. Derfor opfordrer spillet til, at man spiller strategisk, og hvor alle ens valg har betydning. Dermed har spillet også en masse replayability, da man ikke kan udforske hele spillet i det første playthrough.

Meget anderledes type spil

I spillet kan man progressere ved at købe forskellige ting såsom udstyr, når man skal ned og slås. Pengene til udstyret får du ved enten at hjælpe til i køkkenet efter aftensmad eller at slå rotter ihjel i vinkælderen. Men da man bruger meget tid af ens dag på netop disse ting, så er det noget, man skal gøre med omtanke.

Kampsystemet er turbaseret, hvor man kan angribe, bevæge sig et nyt sted hen, bruge ressourcer eller flygte, når det er ens tur. Hvis du flygter mister du dog næsten alt dit liv og bliver transporteret tilbage til starten af kælderen. Derfor skal man have en masse helingseliksirer og fælder med, når man skal på udforskning. Kampsystemet fungerede egentlig okay, men var også ret unfair designet. En masse fjender kunne komme tæt på dig, hvis de opdagede dig, og da man ofte var alene, havde man ikke meget valg end at håbe på, at man havde trænet godt op og havde sit udstyr klart.

Generelt var jeg ret frustreret i de første par dage i spillet, da jeg følte, at man fik taget friheden fra sig, da man havde meget begrænset tid til at opnå alle ens mål og gøre alle karaktererne glade og tilfredse. Men efterhånden som historien tog til, og man lærte gameplay-loopet at kende, desto bedre blev spillet. Dog synes jeg stadig, at spillet hurtigt låser sig fast i, at man fx skal have et vist level i fx klatring for at kunne komme videre i kælderen.

Derfor er spillet på nogle punkter meget låst fast i et RPG-spildesign som det var i 90’erne. Der er nogle, som finder dette tiltrækkende, da det vækker en nostalgifølelse i dem. For andre, blandt andet mig selv, kan det godt virke lidt frustrerende til tider. Dette er, fordi jeg er vant til, at eksplorative spil ofte giver dig tid og rum til netop at udforske. Du skal ikke starte om igen, når du løber tør for tid. Derfor bliver dette roguelite-element implementeret på en lidt akavet måde, der kan komme til at dele vandene hos spillerne.

Dog synes jeg, at roguelite-elementet bliver implementeret med fin hensyntagen til spillets generelle tempo. For tempoet er MEGET langsomt. Én dag i spillet kan nemt tage 20-30 minutter at gennemføre – hvis man er på udforskning tager det længere tid. Derfor bliver der meget gameplay på de 50 dage, og måske – vil nogen mene – for meget, da det ofte er de samme ting, man laver. Der sker for lidt nyt til at det hele tiden føles friskt.

Selvom hastigheden er min største kritik, så er det et spil, jeg også har nydt at spille, når man kommer ind i det. Historien er ret god, og art-stylen fungerer også rigtigt godt. Og når man snakker om et Cole-spil, så kan man ikke komme uden om de forskellige puns, der går igen i spillet. Ja, selve titlen er et pun på “Road to Redemption”-talemåden. Nogle af disse lander lidt skævt, og andre kan godt fremkalde et grin. Men overordnet set, så bærer spillets charme det en lang vej.

Musikken og lyddesignet fungerer meget godt. Det er ofte musikken, der bærer historien og er skiftende alt efter, hvilke ting, der sker, og når de forskellige stemninger skifter. Dette gør den ret sømløst. Lyddesignet ret begrænset til fx døre, der åbner, en snorkende værelseskammerat og en bog, som bladres i. Der er ingen stemmeskuespillere, hvilket ellers kunne pynte lidt nogle gange. Generelt fungerer lyddesignet derfor godt, da dialogerne kommer til at være i fokus og kommer overraskende nok ikke til at virke tomme. Det føles som en lydbogs lydspor, men hvor fortælleren er en stemme i dit hoved. Meget interessant, at de har fået det til at fungere.

fungerer det i dag?

Spillet er præget af ret meget 90’er-nostalgi i spildesignet og artstylen. Og noget af spildesignet kunne godt have være opdateret til at trække bedre på Switchens processorer. Fx er leveldesignet relativt outdated. Rummene er små og kunne sagtens have været større, cursoren er utrolig langsom, hvis man skal fra den ene side af skærmen til den anden og transistionen mellem rummene kan også føles langsomme over tid.

Switch-porten har den unikke feature, at man kan trykke på skærmen i håndholdt-mode, hvilket adskiller den fra PC-versionen. Og det passer rigtig fint til dette format – perfekt til en længere togtur, hvor man fordybe sig i en interessant historie. Men i docked-version er controlleren lidt tam at spille med. Der er ikke noget umiddelbart feedback til controlleren i form af vibrationer, og pixelarten kan godt se lidt underlig ud i et større format.

Men på trods af et til tider outdated spildesign, så holder denne type spil stadig i dag. Og Hero-U: Rogue to Redemption er med til at holde fanen højt både i nostalgiens tegn, men også for kommende indie-spil, der vægter en god historie højt.

Derfor vil jeg anbefale spillet, hvis du har spillet Quest For Glory-serien og mangler et nostalgifiks. Ellers kan det også anbefales, hvis du trænger til et langsomt, historiedrevet spil.

[+] God, engagerende historie
[+] Smuk artstyle med lækre farvevalg
[+] Musikken og lyddesignet bærer historien
[+/-] Laaaangsomt gameplay
[-] Outdated spildesign