Indigo Prophecy Remaster
Hvis man missede Quantic Dreams tidlige, filmiske aktion-adventure spil Fahrenheit, så kan man nu glæde sig, da spillet kommer i en Remastered udgave.
Nyheden om den nye udgave blev oprindeligt hintet til, da udvikleren oprettede en teaser side, der havde vage forbindelser til Fahrenheit. Oprindeligt var der en 7 dages nedtælling på siden, der satte fans’ fantasi i kog. Mange havde nok håbet på en efterfølger, fremfor endnu en Remaster, men det er til gengæld en god mulighed for nye spillere, der ikke prøvede spillet på PS2 eller den originale Xbox.
Quantic Dream fik ikke selv lov til at annoncere genudgivelsen, da Amazon smed spillet op til pre-order inden nedtællingen udløb. Derfor ved vi nu også, at spillet udkommer til Steam og til mobile platforme og den nye titel bliver Fahrenheit: Indigo Prophecy Remastered. Altså en blanding af de to orignale titler spillet havde, da det blev udgivet i Europa og Nordamerika.
Det lyder ikke til, at vi vil få meget andet end lidt forbedret grafik i den nye udgave. Udgaven skulle være ucensureret denne gang, men det var den oprindelige udgave i Europa også.
Ifølge Amazon udkommer Fahrenheit: Indigo Prophecy d. 29/1 og vil koste $9,99.