Jeg har en tilståelse: Jeg forstår mig ikke på Nintendo.

Ikke selve firmaet (det forstår jeg udmærket), men derimod Nintendos konsoller og alle de tilhørende spil, som folk falder i nostalgisk svime over.

Det er ikke fordi, at det lige pludselig er gået op for mig, men da Nintendo for nylig annoncerede et HD remake af The Legend of Zelda: The Wind Waker, måtte jeg apatisk se til, hvordan de fleste af mine venner og kollegaer gik fuldstændig i selvsving – og jeg forstår det simpelthen ikke.

Måske er det fordi, at jeg aldrig rigtigt er vokset op med en Nintendo-konsol i mit hjem. Det første spil, jeg satte kløerne i, var Wolfenstein 3D til PC, som min far ivrigt introducerede mig for, og kort tid efter hoppede jeg på SEGA Game Gear-vognen. Der kom også en Game Boy på et tidspunkt, hvor det meste af tiden gik med Kirby, men jeg ejede aldrig et Mario-spil, og i mine 20+ år, hvor jeg har spillet, har jeg aldrig rørt Zelda. Aldrig.

Jeg ved godt, at det er slemt, men bær over med mig.

Mario Kart Wii – det eneste spil, der har reddet min Wii fra den visse død.

På et tidspunkt flyttede der en brugt Nintendo 64 ind i husholdningen takket være mine brødres ihærdige higen efter at opleve alle de spilkonsoller, de kunne komme i nærheden af. Det var en fiasko, for imens de samlede stjerner, voksede mit had til Mario og Luigi langsomt.

Det besluttede jeg mig for at lave om på, da Wii blev lanceret. Konsollen blev hurtigt placeret under fjernsynet, og jeg lærte øjeblikket, at Mario Kart er det ultimate spil, der kan bruges til alle begivenheder. Noget andet, jeg lærte, var, at en Wii er ufattelig god som dørstopper.

Der gik nemlig ikke længe, inden konsollen bare stod og samlede støv. En gang imellem blev den tændt op til en omgang bowling eller fuldemands-ræs med Mario, men nu har den efterhånden stået slukket i mere end et år.

Så naturligvis (mærk gerne ironien) købte jeg en Wii U, da den ramte markedet sidste år. Og det første spil, jeg købte til den? New Super Mario Bros. U. Det gav ingen mening, men jeg spillede det ivrigt i en time, indtil jeg i frustration måtte slukke det og indse, at Mario og hans Nintendo-kumpaner åbenbart er dømt til at være mine evige fjender.

Zelda… Jeg aner ikke, hvem du er.

Måske er fejlen, at jeg har altid har hængt Nintendo op på en Mario-knag uden at give de andre ikoner en chance, eller også forstår jeg mig simpelthen ikke på, hvad det er, der gør Nintendo og deres såkaldte førstepartsspil så populære.

Jeg hørte for nylig en kommentere: ”Sig hvad du vil om Nintendo, men intet andet firma kan fremkalde en så stærk form for nostalgi hos spillerne og leve af det”, og noget siger mig, at det er korrekt.

Måske bliver 2013 året, hvor jeg lærer at sætte pris på alt, hvad der har med Nintendo at gøre. Jeg tvivler, men håbet lever.

Hvad siger I – er I Nintendo-børn, eller forstår I heller ikke den udødelige nostalgi?