Minecraft: Story Mode trailer
Telltale Games har tidligere annonceret, at de arbejder på et spil i Minecraft universet, som vil følge deres velkendte stil med episodisk gameplay. Nu er der kommet en trailer til spillet.
Minecraft er et spil som de fleste kender. Der er nærmest ingen grænser for hvad der kan bygges i spillet, men der er ingen egentlig historie i spillet – og hvordan skulle man egentlig kunne føje en historie til et spil af den type? Telltale Games mener at have opskriften. Firmaet har tidligere haft enorm succes med at lave forskellige franchises om til spil f.eks. The Walking Dead og Game of Thrones.
Minecraft: Story Mode har også et par velkendte ansigter på rollelisten. Bl.a. lægger Patton Oswalt (Ratatouille, Kongen af Queens) stemme til spillets hovedpersonen, og Dave Fennoy som var stemmen til Lee i Telltales Walking Dead spil er også med. Men allermest spændende bliver det nok at se om Telltale Games har formået at skabe en fængende historie i ellers historieløst univers.
Traileren giver os et kig på det kommende spil, og grafisk er det meget i stil med Minecraft. Karaktererne, gode som onde, ligner også rigtig godt dem de skal forestille. Telltale spillene har mange fans og det bliver spændende at se om Minecraft: Story Mode formår at leve op til de andre titler firmaet har udviklet i årenes løb.
Glæder du dig til Minecraft: Story Mode? Tror du det vil fungere godt som et spil?