Når gaming giver ondt i sindet
For nylig skrev vi en debatartikel om verdenssundhedsorganisationen WHO, der har optaget Gaming Disorder (spilafhængighed) på listen over anerkendte diagnoser.
Optagelsen af diagnosen har endnu engang fået debatten blandt fagfolk til at blusse op. Fagfolkene er stort set delt op i to lejre; for og imod diagnosen.
Uenigheden kan kort sagt deles op i to spørgsmål, hvor lejrene giver hver deres svar. Er der overhovedet tale om en afhængighed? Er computerspil overhovedet skadeligt?
Vi har sat psykolog David Madsen fra DABECO stævne for, at få uddybet hvorfor han svarer ja til begge spørgsmål, og for at høre lidt mere om hvad konflikten blandt fagfolk egentlig bunder i.
Blandt de 10 bedste CS-spillere i Danmark
David Madsen har udover kandidatgraden i psykologi også en bachelorgrad i idræt og ernæring, hvilket han insistere på at vi husker at få med i artiklen. Grunden til hvorfor det er vigtigt for David, det vender vi tilbage til senere i interviewet.
Psykolog David Madsen fra DABECO
David har udover titlerne fra det virkelig liv, også meritter fra et liv online. Han var nemlig blandt de 10 bedste Counter Strike spillere i Danmark tilbage i 2001, hvilket er noget David bruger i sin praksis i dag.
”At jeg selv tidligere har været opslugt og fascineret af gaminguniverset, det giver mig en unik mulighed for at tale med de her unge mænd, og hjælpe dem til at tøjle deres spilafhængighed”
”Nu vælger du at bruge ordet spilafhængighed, som kritikerne stiller spørgsmålstegn ved, da de ikke mener computerspil er vanedannende, lytter du ikke til den kritik?”
”Jo jeg lytter til kritikken, men jeg kan ikke helt forstå den. Faktisk vil jeg sige, at det er en lidt oldnordisk tilgang til begrebet afhængighed.” Fortæller David Madsen og fortsætter: ”Jeg mener helt klart man kan kalde det afhængighed, når en person har tilegnet sig en strategi med at game, for at få nogle forstyrrende tanker til at forsvinde”
”Men her vil kritikerne jo sige, at de forstyrrende tanker har rod i noget andet”
”Og det er har kritikerne i for sig ret i, men det argument kan man jo også bruge i forhold til alle afhængighedsforhold. Afhængighed kommer ikke af sig selv, og når der sidder unge mænd i min klinik og fortæller mig, at de ikke kan stoppe med at spille, så mener jeg at de har krav på at blive taget alvorligt”
Diagnoser er symptomer på et levet liv
Netop argumentet for at tage computerspil, og ondt i sindet alvorligt, virker som meget centralt for David Madsen under interviewet.
”Problemet med spil er, at der er elementer i designet som er udviklet til at udløse hjernens belønningshormon dopamin, og derfor virker spil så effektivt, som en måde for børn og unge at flygte fra omsorgssvigt eller dårlig trivsel pga. mobning, høje krav eller en generel angst for ikke at slå til”
”Dermed giver du jo udtryk for præcis det kritikerne siger, at spil ikke er farligt i sig selv, men problemet har rod et andet sted”
”Jo, men alle diagnoser er symptomer på et levet liv, og alle afhængigheder er symptomer på et levet liv. Når man bruger spil som strategi til at flygte fra noget, så kan det være årsagen, men det du søger henimod, og som er dragende, det er computerspil og derfor vil jeg gerne anerkende det som en afhængighed.”
David Madsen forklarer videre:
“Det farlige ved spil er så, at flugten ind i den virtuelle verden afskærer dig fra den virkelig verden, hvilket er min erfaring giver yderligere grobund for angst og depression, samt andet ubehag. Derfor kalder jeg spillene et falsk fix, som intensiverer ubehaget.”
”Så det er ikke selve spillet der er farligt?
”Både og, for spillet har jo indbygget hooks, som skal fastholde spilleren. Det er ikke tilfældigt at et levelupgrade følges af en lyd af kligende mønter, som vores hjerner forbinder med noget positivt”
”Men igen det er vel ikke farlig i sig selv”
”Nej, der hvor det bliver farligt er når man jagter dopaminbelønningen helt derud, hvor det bliver til et meningsløst grind i flere dage for at levle op fra niveau 58 til 59, samtidig med at man ikke gider at engagere sig i sit arbejde eller skole.”
”Så det farlige ligger i isoleringen fra den virkelig verden?”
”Det er i hvert fald det jeg oplever i min klinik. At jeg har grædende forældre siddende, som er dybt frustrerede over at deres unge søn ikke gider stå op om morgenen, passe sin skole eller gider at tage til grillfest med vennerne, men kun sidder foran computeren.”
Hvilken ung mand vil du være?
Det er David Madsen erfaring, at det ofte er unge mænd som ender med at blive computerspilsafhængige, og baggrunden for den manglende motivation til at leve livet, skal findes den store investering i deres online karakterer, der betyder at de mister blikket for hvem de vil være IRL.
”Noget af det første jeg gør når jeg starter et behandlingsforløb er, at tage en snak med den unge, ofte på Discord eller Skype, men herefter begynder jeg at spørge ind til hvilken type unge mand han gerne vil være, og hvilket liv han vil leve?”
David Madsen fortsætter:
”Herefter handler det om at få de her billeder af hvilken ung mand de vil være virkeliggjorte, og jeg stiller derfor spørgsmålet ”Hvad gør du for at blive den unge mand du gerne vil være?””
Herefter består terapien i at støtte op omkring den unge mands proces og handlinger, som betyder at han fortsætter med at udvikle sig i retning af, at blive den unge mand han gerne vil være.
Det er dog ikke kun de unge mænd der kommer i terapi hos David Madsen. Netop i erkendelse af at spilafhængigheden er et symptom på noget bagvedliggende, så taler psykologen også med forældrene.
”Det er jo vigtigt at forældrene ikke bare siger til de unge at de ikke må game, eller kapper for strømmen. De bliver jo også nødt til at være med til, at skabe noget IRL-aktivitet i den unges liv, og gerne igennem nogle aktiviteter som de kan være fælles med den unge om.”
Tredje led i et behandlingsforløb hos DABECO indeholder fælles aktiviteter, hvor fysisk aktivitet er fællesnævneren. Og det er netop her David Madsens bachelorgrad i Idræt og ernæring kommer ind i billedet. Han fortæller:
”Jeg har gode erfaringer med at bruge fysiske aktiviteter, som en del af terapien. Det er både en god måde at træne IRL-færdigheder med andre, men det giver også selvtillid hos de unge at bruge kroppen, og se der sker en forbedring af muskelmasse og reduktion af fedtvæv.”
Spil kan også bruges positivt
Igennem interviewet har David Madsen været kritisk overfor spil, og det er derfor nærliggende at spørge om der slet ikke er noget positivt ved spil.
”Jo, jeg har deltaget i et projekt på Aalborg Universitetshospital, hvor vi undersøgte om VR var gavnligt for cancerramte børn. De ligger ofte isolerede på hospitaler, og der kunne vi se en positiv effekt af at bruge VR til at give dem oplevelsen af at være i klasseværelse”.
”Men hvad tænker du om personer med angst og depression der har glæde af spil?”
”Det er vildt modsætningsfyldt, at computerspil er en fantastisk ”medicin” for folk med angst og depression, men samtidig kan det forstærke deres angst og depression når det bliver overdrevet, og personen begynder at isolere sig mere fra den virkelige verden”
”Så det virkelig liv er en muskel som man skal huske at træne, ellers bliver den slap?”
”Ha ha, ja det er faktisk et meget godt billede”.
Diagnose er vigtig
Ifølge David Madsen er han tilhænger af diagnosen fordi den kan være med til, at sætte fokus på problemstillingen med unge mænd, der har mistet glæden og meningen med livet, som han oplever i sin klinik.
Derudover så er det hans håb, at anerkendelsen af diagnosen giver mulighed for offentlig støtte til behandlingen af de unge, som oplever problemer med deres forhold til gaming.
”Som det er lige nu, så er det kun velstillede eller folk som har en privat sundhedsforsikring, som har råd til at modtage behandlingen for de her problemstillinger. Det er dog mit indtryk at problematikkerne er lige så udbredte i socialt belastede familier, men der er bare ingen hjælp at hente for dem.”
For at diagnosen kan blive anerkendt i Danmark kræver det at Sundhedsstyrelsen anerkender diagnosen, og dermed kommer til at fremgå Sundhedsvæsenets Klassifikations System. Optagelsen på WHO ICD liste tyder dog på at diagnosen er godt på vej til at blive anerkendt i Danmark.
Onsdag d. 11. juli kl. 17-21 deltager David Madsen i et livestream på Twitch. Har du noget som du mener vi skal spørge David om, så skriv spørgsmålet i kommentarfeltet. Du kan også deltage i chatten under vores livestream på Twitch.