NES i nye klæder
Når jeg tænker tilbage på min barndom, så er der ét specielt billede, der bliver ved med at komme frem for mit indre øje. Nemlig dengang hvor naboen fik en spillekonsol, et spritnyt Nintendo Entertainment System(NES). Aldrig havde jeg oplevet noget så sjovt!
Denne forelskelse har siden da holdt ved, og den dag i dag griber jeg stadig alle chancer for at prøve at spille på den igen. Har også prøvet nogle af de, undskyld jeg siger det, tavlige emulatorer der er på markedet, og de har altså bare ikke den samme magi! Derfor var jeg ved at vælte om af ren begejstring, da jeg så at Analogue Interactive i dag har åbnet for pre-orders til deres nye Analogue NT konsol.
Analogue NT er skåret ud af en solid blok fly legering (Aircraft alloy), og er udstyret med nogle få moderne opdateringer på video og audio siden. Bortset fra disse åbenlyse opdateringer har nøgleordet ellers været ”originalitet”. Konsollen er nemlig bygget op over den nøjagtig samme chip som den gamle NES. De er nemlig “høstet” fra de uønskede Famicom systemer. Det betyder, at de kan bruge alt det gamle udstyr fra spil, controllere og til noget så eksotisk som det gamle Famicom 3D System (Oculus go home!).
Nu til de dårlige nyheder. For dette pragteksemplar af en retro-gaming-konsol har ca. samme prismærke som nextgen konsollerne i USA. Du skal nemlig have en knitrende ny amerikansk plovmand ($499) op af lommen! Og hvis jeg skal være helt ærlig, så syntes jeg, selve konsollen ligner noget plastik skrammel fra en discount kæde, og den gamle NES er generationer foran (ironisk nok) i design.
Vil i skippe nextgen konsollen for ét stk retro konsol, eller vil i hellere prøve lykken og se om i kan finde en NES på det brugte marked?
Hvis du stadig er tændt på Analogue NT, så kan du forudbestille den, samt bestille en masse ekstra udstyr, her.