Nyt om MGSV til PC
Udgivelsesdatoen til PC udgaven af det nye Metal Gear Solid V: The Phantom Pain er nu blevet rykket frem fra d. 15. september til d. 1. september, så den nu matcher konsol udgavernes udgivelsesdato.
“Vi troede ikke det ville være muligt at få sådan et storslået spil ud til PC samtidig med konsol udgaverne, men alle involverede i processen har arbejdet rigtig flittigt, så det nu er muligt at indfri forventninger fra vores PC brugere,” kommenterede Tomotada Tashiro, formand for Konami Digital Entertainment B.V. “Vi er overbeviste om, at Steam brugerne vil være tilfredse med det indhold, der kommer med Steam versionen af spillet.”
Konami fortæller, at alle der forudbestiller PC udgaven via Steam vil få Metal Gear Solid V: Ground Zeroes ganske gratis. (Tryk her for at se Michaels anmeldelse.) Hvis man forudbestiller gennem Steam, får man også en “collector’s video” som indeholder en dokumentar og “behind-the-scenes” optagelser, samt DLC i form af et “Venom Snake emblem” og et “Mother Base staff.”
Metal Gear Solid V: The Phantom Pain vil understøtte 4K opløsninger og er optimeret til Nvidia GeForce grafikkort. Det betyder også, at dem som køber et kvalificerende GeForce GTX grafikkort vil få Metal Gear Solid V: The Phantom Pain gratis med.
Onlinedelen i spillet bærer navnet Metal Gear Online (Opfindsomt ikke?) og vil være tilgængelig på konsollerne fra d. 6. Oktober, mens PC brugerne desværre må vente til januar 2016.
Der er nu mindre end en måned til spillets udgivelse, så hvis du vil vide mere kan du her se Michaels indtryk af spillet tilbage fra E3 messen i juni måned.
Skal du have det? Hvad glæder du dig mest til ved spillet?