Anmeldelse: Party Hard
I Party Hard overtager du rollen som en mand, hvis søvn konstant bliver forstyrret af hans festende og larmende naboer. Men istedet for at brokke sig til dem eller ringe til politiet beslutter han sig for at tage en ishockeymaske på, tage over til festen og dræbe alle gæsterne i koldt blod.
Det er det forholdsvis tynde historie-setup der fungerer som ramme for de forskellige baner i Party Hard. Historien bliver fortalt gennem cutscenes mellem hver bane, hvor en politibetjent der jagtede morderen, bliver interviewet af en anden betjent og fortæller hvordan den såkaldte “Party Hard killer” rejste fra fest til fest og slog folk ihjel og undervejs fik en stor fanskare i befolkningen der efterlignede ham.
Du spiller en træt, træt mand i Party Hard
Problemer i Party-land
Desværre så er historien i Party Hard ikke specielt interessant eller velskrevet. Det absurde setup havde egentlig fungeret fint på egen hånd, men der forsøges i de forskellige cutscenes at skyde en mængde seriøsitet og mørke ind i spillet, hvilket egentlig virker en smule malplaceret. Derudover er skuespillet heller ikke specielt godt og det sælger desværre ikke den seriøse og dystre tone særligt godt. De få twists der er undervejs er desværre meget forudsigelige og føles mest af alt lidt ligegyldige, da historien er så tynd som den er.
Men hvor historien ikke rigtig er mindeværdig overhovedet, så er gameplayet derimod meget underholdende og solidt. Hver bane foregår til en fest og har forskellige temaer såsom en BBQ fest, en fest på en båd, en halloween-fest osv. Din mission er så at slå alle gæster til festen ihjel, uden at blive fanget eller dræbt selv. Hver bane består af kun én skærm og du har altså hele tiden et komplet overblik over hele festen og alle gæsterne. Oppe i hjørnet har du en counter som giver dig et overblik over hvor mange gæster der er til festen og hvor mange af dem du har skaffet af vejen.
Get the party started
Festens regler
Til at få udryddet festen har du et alm. angreb med en kniv, samt muligheden for at sætte forskellige fælder rundt omkring, antænde brande, forgifte punch-bowlen osv. Derudover har du mulighed for at skille dig af med lig i forskellige affaldscontainere eller kloak-huller rundt om på banen. Der er også et ekstra lag af udfordring til de fester hvor der er dørmænd. De er nemlig usædvanligt aggressive og angriber dig så snart du kommer for tæt på. Dem bliver man nødt til enten at dræbe ved hjælp af fælder eller snige sig op på dem og stikke dem ned bagfra.
Festerne er på mange måder små myretuer af aktivitet, hvor det altså er op til en at konstant holde øje med om nogle folk pludselig går alene udenfor, eller lægger sig til at sove ubevogtet i et hjørne et sted, så man langsomt, men sikkert, kan få det ofte meget høje antal gæster skåret ned til nul. Og det er nemlig taktikken med at slå ubemærket til der virkelig gør sig gældende i Party Hard, da hovedpersonen meget hurtigt kan blive opdaget. Når det sker kan man enten blive overfaldet af de andre gæster eller jagtet og slået ned af en aggressiv politimand og eftersom der ikke er checkpoints undervejs er man altså tvunget til at starte helt forfra. Det kan også være med til at gøre spillet ret nervepirrende når man nærmer sig slutningen af festen, da det mindste fejltrin kan gøre man mister meget lang tids arbejde. Det er med andre ord et spil som kræver en del tålmodighed, men også evnen til at reagere hurtigt og slå til når muligheden endelig byder sig.
En skærm du ofte får at se
Festen lever
Selvom hele setuppet måske lyder meget bizart og unødvendigt voldeligt, så har spillet, i hvert fald uden for cutscenes, en ret grotesk og mørk humor som er med til at løfte stemningen lidt og gøre spillet underholdende istedet for ubehageligt. Spillets humor kommer mest af alt til udtryk i folks opførsel, da de gladeligt fester videre selvom halvdelen af festen ligger døde omkring dem i ligposer. Politiet i spillet gør heller ikke meget for at finde en, medmindre man direkte bliver set slå nogen ihjel eller stå over et lig. Deres opgave er tilsyneladende blot at dække ligene til, så de andre gæster kan feste videre. Det er heller ikke unormalt at politiet selv kører et par gæster ned når de forlader eller ankommer til festen.
Aliens crasher festen
Og det er netop denne groteske opførsel, kombineret med at festen pludselig kan blive crashet af rumvæsener, zombier eller dansende bjørne der er med til at gøre Party Hard til en skør og uforudsigelig oplevelse som kan være ret vanedannende. Det er dejligt kaotisk og mærkeligt underholdende at skabe uro i myretuen, ved f.eks at forgifte maden og derefter se gæsterne beskylde eller angribe hinanden når folk pludselig falder døde om til højre og venstre. Desværre er spillet ikke uden sine fejl og jeg oplevede f.eks at jeg ikke kunne gennemføre den sidste bane da der stod til at være én gæst tilbage, selvom jeg havde dræbt alle på skærmen, hvilket var ret irriterende.
En af de mere overskuelige baner
Alt i alt er Party Hard et fint lille stealth spil, som nok skal give dig noget god underholdning hvis du er den tålmodige type. Desværre har spillet en svag historie som heldigvis ikke fylder alt for meget, men som alligevel er med til at trække helhedsindtrykket af spillet ned. Havde udviklerne holdt sig kun til det skøre setup og ladet spillets groteske party-univers stå på egne ben, havde spillet været en mere rendyrket og vellykket oplevelse. Men som det er, er det helt bestemt værd at checke ud, hvis du har savnet en sjov og til tider intens stealth-oplevelse.