Pixeleret: Grafik Vs. Gameplay
Tidligere på ugen var jeg som sædvanlig en af de to værter på tirsdagens stream. Vi spillede Star Fox Zero og selvom spillet ikke var det bedste at streame, fordi det foregår på to skærme samtidig, så ledte det til en lidt følelsesladet diskussion. Både internt i studiet, men også med jer brugere. For hvor vigtig er grafik kontra gameplay? Vi kan vel sikkert alene blive enige om, at hvis et spil opfylder begge dele til top karakter, så er der ingen der brokker sig. Men hvad hvis det ene er den primære drivkræft fremfor det andet?
Grafik er for mig ikke ligegyldigt, men det er alligevel tæt på. Jeg kan sagtens sætte et ældre spil på min Retron 5 derhjemme, og efter 10 minutter er jeg så engageret i spillet, at jeg glemmer alt om at grafikken ligner noget som en hund netop har kastet op igen. Af samme grund lader jeg mig nok desværre også let tirre når folk nedgør et spil, alene på det de ser grafisk.
Tirsdagens diskussion
Nu spillede vi Star Fox Zero i tirsdagens stream, og det ser helt sikkert ikke stinkende vildt ud grafisk. Det er hvad jeg vil kalde for funktionel grafik. Det gør sit job godt nok til at man kan lade sig charmere af spillet, men det er absolut ikke noget man går rundt og praler med. Derfor irritere det mig grænseløst, når folk uden at have prøvet spillet, eller sågar set mere end 2 minutter af det konstatere noget i retning af: “latterligt spil. Det ligner jeg PlayStation 2 grafik”. For det første… Jeg er ved at kaste op i lårtykke stråler når folk kommer med de der grafiske sammenligninger. Gå tilbage og spil de gamle spil fra den tidsalder, og vend så tilbage til mig igen, og sig det én gang til. Folk husker helt hen i vejret når det kommer til den grafik, som spillene havde tidligere. For det andet kan et spils kvalitet aldrig nogensinde beregnes udelukkende ud fra grafikken. Ikke med mindre man er vokset op med Paradise Hotel, eller har Gustav som forbillede i hvert fald. For hold da op hvor er det en overfladisk anskuelse af noget, som dybest set burde måles primært på dets underholdnings værdi.
Normalt viser vi ikke videoer fra andre sider, men jeg gør en undtagelse her to prove a point.
[youtube id=”6wLHrLmunvg”]
Snakker vi mere generelt, så er tirsdagens lille diskussion jo ikke noget der er himmelråbende nyt. For tendensen til, at grafik der giver os stådreng eller stive vorter får os til et miste enhver dømmekræft, er blevet mere udpræget over de seneste 5-6 år.
Grafik betyder noget
Grafikken i et spil ER vigtig som jeg ser det. Den kan være med til at skabe stemning, forbedre din indlevelses evne, og giver dig muligheden for, at rejse ud og opleve fremmede verdener. Det kan grim grafik tildels også, men det er trods alt lettere at se, at et spørgelse er et spøgelse, end at se at en hvid pixeleret udefinerbar ting, er et spøgelse. Så grafik er i min verden er ikke ligegyldig. Jeg må da også indrømme, at jeg flere gange sad med kæben hængende nede omkring mavepartiet, under mine første timer med både The Division og Star Wars Battlefront. Men når dagen er omme og den første wauw faktor har lagt sig, så er det alene gameplay der afgør, om jeg bruger 2 timer eller 200 timer på et spil.
Grafik Vs. Gameplay
Som sagt er begge ting hamrende vigtigt, hvis den perfekte spiloplevelse skal skrues sammen. Men hvis du skal være ærlig overfor både dig selv og os andre: Har du nogensinde fravalgt et spil alene pga. grafikken og så senere hen fundet ud af, eller funderet over, om dit fravalg var forkert?
Endvidere: Kunne du finde på at købe et spil alene fordi der er fantastisk grafisk set? Skal både gameplay og grafik tale til dig, før du køber et spil? Er grafik totalt ligegyldigt i dine øjne? Eller kan du leve med store mangler i den ene eller anden afdeling, så længe den anden er helt i top?