Pixeleret: Jeg er Gamer!
Velkommen tilbage til livet, oven på en forhåbentlig god nytårsaften ;)
Er der én ting jeg har slået fast her igennem 2015, så er det at jeg er gamer af natur. Det betyder ikke at det er den eneste kvalitet i mit liv, men det betyder, at jeg værdsætte det langt mere end de fleste jeg kender. Pga. en masse helbredsmæssige problemer i 2014, har jeg været hjemme det meste af året her, og først nu er krop & sind ved at være derhenne, hvor jeg kan komme ud og arbejde fuldtid igen. Det bliver fedt!! Men det har også været en fantastisk rejse, at have et “sabbat år” hvor jeg kun har brugt tid på de ting jeg elsker.
Jeg har været 2 gange i USA, 2 gange i London, 1 gang Paris, 1 gang i Taiwan, 1 gang i Amsterdam, 1 gang i Stockholm, og så en lille smut til Tyskland et par dage. Jeg er blevet gift med min dejlige kone og jeg har spist på et utal af restauranter og streetfood steder verdenen over, og nydt den del til fulde. Men jeg har også gamet som aldrig nogensinde før! Jeg kan ren faktisk ikke huske, at jeg nogensinde før, har spillet SÅ meget og nydt det i lige så høj grad.
Gaming er for mig en passion og en måde af koble af på samtidig med, at jeg elsker at læse op på og studere industrien bagved. Og selvom jeg er “Nintendo-nørden” i pixel.tv crewet, så tror jeg faktisk på, at jeg også er en af de mest alsidige gamers i blandt os. Jeg ejer stort set alle gaming platforme pånær PS VITA og jeg ville nødigt undvære den frihed det giver mig. For at give dig en idé om hvor meget jeg rent faktisk har spillet i årets løb, så får du her en liste over hvordan mit spil år så ud:
PlayStation 4: Dragon Age: Inquisition (Gennemført og +200 timer), Star Wars: Battlefront (+50 timer), Life is Strange, Tales from the Borderlands, Game of Thrones, Titan Souls (Gennemført) –Wii U: Mario Kart 8 (+30 timer), Xenoblade Chronicles X (Gennemført og +150 timer), Project Zero X: Maiden of Black Water (Gennemført), Devil’s Third (Gennemført), Splatoon (Gennemført og +200 timer), Yoshi’s Woolly World (Gennemført), -Xbox One: #IDARB (+20 timer), Mass Effect 1, Titanfall (+50 timer), Evolve (+50 timer), Fallout 4 (+20 timer), Witcher 3 (+20 timer) -3DS: Fire Emblem Awakening, Pokemon Shuffle, Fantasy Life (+20 timer), -iPhone: Ascension, Lords of Waterdeep, Minions, Line Pop 2, Top Eleven, Game Developer Story, Subway Surf, Clash of Clans (+50 timer) -PC: Heros of Might & Magic (+20 timer), Hearthstone, BlackGuards 2 (gennemført).
Og så er der alle de andre spil jeg enten kun har spillet via arbejdet på pixel.tv, eller som jeg bare ikke har haft tid til, at bruge mere end 5-10 timer på: Call of Duty Black Ops III, GTA V, Diablo III, Mortal Kombat X, League of Legends, World of Warships, Red Alert, FIFA 2016 og Gears of War 1.
Og hvad endnu bedre er, at jeg her til jul fik mig en GameCube og en Retron 5 konsol. Det betyder at jeg nu kan få gang i en masse spil fra de gamle Nintendo og SEGA konsoller. Du ved spil fra dengang jeg var ung ;) Det bliver SÅ fedt at komme igang med, og jeg har da også planlagt, at jeg inden længe kaste mig over en program serie til vores youtube kanal, der fokusere på netop retro spil.
Jeg er gamer! Jeg elsker mangfoldigheden og jeg elsker den getaway mulighed de giver mig, når jeg har brug for det. Jeg elsker firstperson og thirdperson shooters fordi man skal reagere hurtigt, udvise overblik og have reflekserne i orden, for at kunne følge med. Jeg elsker RPG spil, fordi jeg holder rigtig meget af, at dykke ned i dybe historier, personskildringer, opgraderinger og avancerede kampsystemer. Samtidig elsker jeg farverige verdener og karakterer der får mig til at grine fjollet, på samme måde som jeg elsker de hårde valg og de konsekvenser de får, når jeg spiller Telltales agtige spil. Nogle gange spiller jeg enda spil som får det til at løbe koldt ned af ryggen på mig, og jeg kan få tanken om “hvorfor var det lige jeg sagde ja til at anmelde et horrorspil?”. Men selv disse oplevelser er i bund og grund super sjove.
Jeg er fuldblods gamer, og vil nok altid være det. Det vil aldrig kunne erstatte de gode stunder, som når jeg leger med min hund, når jeg rejser, spiser ude eller har dybe snakke med min kone, og det vil heller aldrig kunne erstatte gode venskaber. Men gaming er for mig en fantastisk måde at være mig selv på, og jeg håber aldrig jeg bliver træt af det. Dertil har det givet for mange gode oplevelser og minder.
Ser du dig selv som gamer før alt andet? Eller er du eksempelvis først familiefar og derefter gamer? Og hvad giver gaming dig siden du holder fast i den del af dig?