Nu er jeg sikkert helt unik blandt gamers, så bær over med mig, hvis du ikke kan nikke genkendende til det jeg skriver her. Men hvor er spil dog bare fantastiske til, at få ens indre sadist ud engang imellem!

Vold er sjovt!

Jeg ved godt at spilbranchen har et dårligt ry, og at visse mennesker sætter lighedstegn imellem spil og vold… Og det kommer denne uges blog nok heller ikke til at rykke det mindste ved. Måske snarere tværtimod. For selvom jeg er en glad gamer, en ualmindelig sød og kærlig mand over for min kone, en glad hundeejer, en enestående søn, en endnu bedre bror og verdens mest fantastiske onkel og kollega… Så er jeg muligvis også en lille smule Psykopat. Altså.. Jeg tager ikke ud i weekenden og giver hyggeknyttere i fjæset på tilfældige, og jeg tager ikke til fodbold for at kaste med flasker. Jeg bor trods alt ikke på vestegnen længere ;) Men jeg griner højlydt at grotesk voldelige scener i spil og film, og kan simpelthen ikke dy mig for, at køre tilfældige fodgængere ned, når jeg drøner rundt i San Andreas! GTA byder helt klart på mange andre ting også, men der er trods alt en grund til, at Trevor er vores allesammens yndlinge!

Indrøm nu bare du også hader mimere..

Jeg har lade spilpersoner der egentlig var søde og hjælpsomme dø i The Walking Dead fra Telltale, alene fordi at “den havde de nok ikke set komme”, og jeg har for sjovt skud en kammerat i ryggen midt i et spil Battlefield, bare for at høre ham protestere overrasket og komme med et højlydt “hvad fanden laver du Kold!”. Det er da sjovt. Vold er sjovt…. Måske er det bare min indre sadisme der spiller ind, men indrøm det nu! Kunne du ændre på handlingen i en film, ville du så ikke have grint højt,  hvis Darth Vader pludselig endte med at cutte Luke Skywalker i 14 stykker, og bagefter fejre sejen med en druktur arm i arm med kejseren? I would…

Jeg er med på, at i vores spilverden, så er mord og drab ofte ikke selve formålet med spillet, men noget der sættes ind for at symbolisere hvem der er gode, hvem der er onde, og for at “vise verdenen som den også kan være”. Men når jeg i Watch Dogs 2 hacker en uskyldig, så politiet tror han er en morder på fri fod, og de tæsker ham til døde på åbengade, så har udvikleren jo netop programmeret spillet til, at det er muligt. I lige det spil, kan man faktisk undgå at være voldelig selv, og bare gå rundt og f*cke folks liv op, imens man så står og følger med fra nærmeste gadehjørne, alt imens man skriger af grin over deres pinsler.. Det er da god humor ik? Et spil som Chainsaw Lollipop er jo heller ikke ligefrem et dybt intellektuelt spil, men det er sgu alligevel grotesk sjovt, på sin helt egen måde. Motorsave gør bare alting bedre!

Sig det med motorsave..

Men…

Nu tror du nok der kommer en formaning om, at spil er blevet for voldelige, men det kommer der ikke. For hvor grotesk det end er, når jeg tager direkte skridt imod at udrydde en hel race fra galaxen i Mass Effect spillene, så er det faktisk en del af morskaben. Selvom mange hader vold i spil, så ser jeg det som en oplagt mulighed for, at teste ens egne standpunkter som menneske. Jeg har faktisk siddet enkelte gange, med en så dårlig smag over de valg jeg har truffet i specielt Telltales spillene, at det har sat en lang tankerække igang inde i mig selv. Jeg ser mig selv som værende en good guy, så selvom jeg indimellem lader min indre psykopat få frit spil når jeg gamer, så tænker jeg det er bedre, at jeg teste de mørkere sider af mig selv dér, end ude i nattelivet, eller hjemme sammen med familien.

Volden kan give afløb for en masse, den kan være skabt som et rendyrket morsomt element, og så er vold i spil er jo oftest ikke specielt realistisk. Jeg vil nærmest vove den påstand, at de voldelige scener og ting man kan gøre og udføre i mange spil vidner om, at udviklerne netop ikke aner en dyt om det de sidder med. Deres viden om vold, død og ulykke går ofte nok ikke meget længere, end til de film og de spil de selv har set, og som heller ikke just afspejlet den virkelig verden specielt godt. De har sikkert været begravet så meget i denne fantastiske nørdeverden, at deres kendskab til det virkelige liv er stærkt begrænset. Mon ikke det er den samme manglende viden der gør, at kærlighedshistorier i spil oftest er dybt pinlige beskrevet?

Hvad er lidt vold imellem venner..

I sidste ende

Sjov og grotesk vold i spil er fedt! For mig er det i hvert fald… I visse spil kan jeg genskabe mine egne indre psykopatiske Monty Pyton inspirerede scener, og det er da fantastisk. Spil udklækker sgu ikke rigtige mordere og psykopater. Rigtige mordere og psykopater har som regel andre ting i Deres liv der gør, at de skrider ned af bakken og pludselig nedskyder 30 unge på en skole i USA, eller voldtager og begraver en flok kvinder i cementen under et lille idylisk hus et sted i Rusland. Chancen for, at de var helt afrettede og fornuftige mennesker, lige indtil de spillede Resident Evil eller GTA er ikke eksisterende.

Jeg spiller ikke spil fordi jeg skal af med en masse frustrationer, men fordi jeg synes det er sjovt. Tilfældigvis så deler jeg så bare min sorte humor med en masse andre skønne mennesker, spiludviklere og nørder. Det gør nok, at det udefra set, kan virke en lille smule psykopatisk. Men det er også okay. Alle behøver ikke at forstå min humor. Ligesom jeg ikke behøver at forstå hvorfor nogle mennesker synes det er vildt spændende at se Vild med Dans, de dersens gør det selv programmer, eller hvorfor nogle læser bøger om, at blive bundet op på et kors af en lettere fimset kontornusser.

Vold i spil er sjovt! Sådan er det bare!