Udvikler/udgiver: Doublefine/Xbox Game Studios
Genre: Action/Adventure Platformer
Platforme: PlayStation 4/5, Xbox One, Xbox Series X/S, Microsoft Windows (anmeldt), macOS, Linux.
Udgivelsesdato: 25. august, 2021.

Følg Pixel.tv: Facebook – Discord – YouTube – Twitch – Twitter – Instagram og Snapchat

“Psychonauts er tilbage!”, var min tanke, da jeg så den første trailer rullede over skærmen under det store “Game Awards Show” tilbage i 2018. Det var med stor glæde at se det vende tilbage, da jeg næsten lige havde spillet 1’eren på PC, og alting derfor stod klart i mine tanker (ja, jeg var sent ude). Nu står vi så her, knap og nap 3 år senere med det endelig spil. Efter at have gennemgået en crowdfunding, et opkøb af Microsoft og en række udskydelser, kan Tim Schafer og resten af “Doublefine” holdet så levere? Det vil jeg, efter godt 15 timers spil, svare på herunder:

En direkte fortsættelse – sådan da

Historien i Psychonauts 2 starter ikke ud lige efter det første spil, men efter VR-titlen: “Psychonauts in the Rhombus of Ruin”. Dette gjorde mig lidt nervøs, da jeg endnu ikke havde prøvet den titel, og derfor måske ville være forvirret over starten. Den bekymring blev dog hurtigt gjort til skamme, da spillet startede ud med en charmerende resume i notesbog format. Her blev plottet fra de to spil hurtigt gennemgået, og på intet senere tidspunkt følte jeg mig forvirret, medmindre spillet virkelig ønskede jeg var det.

Et kort resume: Razputin (også kaldt “Raz”) og hans kæreste Lilli er blevet anerkendt af deres lærere som dygtige telepatikere efter at have reddet, ikke kun deres venners hjerner, men også Lilli’s far fra den skøre Dr. Loboto. Det bliver dog hurtigt gjort klart at Loboto ikke kunne have gjort alt dette alene, og i “Psychonauts 2” starter vi ud med et forhørsforsøg på den gode doktor, om hvem det er der trækker i trådene bag skyggerne.

Det lyder måske alt sammen som en rimelig typisk affære om afsløring af et større plot bag en kidnapning, og det er det som sådan også til tider. Men det ville være en stor skam at kalde det for intet andet end traditionelt, for jeg synes “Doublefine” har gjort et fantastisk arbejde med en historie der kunne være langsom og kedelig, og i stedet fundet på en noget dybere fortælling omkring psykisk lidelse samt fyldt det til randen med gode twists.

Et spil om mentalt helbred

I introen af spillet, bliver vi fortalt direkte af teamet bag, at Psychonauts 2 er et spil der omhandler psykisk lidelse og mentalt helbred. Det bliver gjort meget klart gennem de forskellige sind, som man spiller igennem historien. Lidelser såsom: Gambling, sceneskræk og panikanfald er store dele af spillets identitet, hvilket hænger glimrende sammen med ens evne til at gå direkte ind i andres sind og udforske disse lidelser samt finde en mulig løsning på problemerne. Det er klart at disse emner kan virke deprimerende, hvilket spillet ikke tøver med at gøre brug af gennem rimelig mørk humor, men der er altid en forløsning at finde i sidste ende, og jeg var altid klar på at finde den næste person, som havde brug for lidt mental hjælp.

Det skal siges at Doublefine virkelig har lagt sig i selen, når det kommer til at skrive deres manuskript. Dialogen mellem karaktererne er troværdige og indeholder præcis den rette balance mellem akavet, men også forståelige samt følelsesladet. Det er i mine øjne ikke nemt at behandle psykisk lidelse gennem spil, selvom mange har prøvet, men Psychonauts 2 kommer med en fortælling, der ikke forsøger at give alle svar, men i stedet belyse diverse problemer som man kunne have med sådan
nogle følelser gennem sjovt gameplay.

Simpelt men effektivt gameplay

Psychonauts 2 forsøger ikke at opfinde den dybe tallerken, når det kommer til dets gameplay. Man har den sædvanlige hoppe, rulle og skyde knapper som der altid høre til i en action platformer. Hvad man kan gøre er at fastsætte en række evner til ens keyboard fra 1-4, og så gå ind og ændre alt efter behov, hvad enten man er midt i en kamp eller i gang med at udforske de flotte verdener. Jeg må indrømme, det var lidt specielt at vende mig til at bruge mus og tastatur til en platformer, men styring passer fint efter lidt træning, og hvis man er erfaren PC-gamer, kan jeg ikke se de store problemer.

Når det kommer til gameplay er spillet som så mange andre aktion platformere. Du bevæger dig gennem en række baner, hvor der kan samles forskellige ting sammen, der så kan bruges til at gøre din karakter stærkere og bedre med lærte evner. Evnerne spænder sig fra kontrol over ild, svævning, psykiske skud (for mangel på bedre udtryk) og en række andre, der alle føles gode at bruge, selvom de ikke alle er lige brugbare i en hver situation. Der er selvfølgelig også en række forskellige fjender, som du kæmper imod med disse evner, som alle repræsentere en følelse eller psykisk lidelse. Deres design passer fint til det der skal repræsenteres, og takket være opkøbet fra Microsofts side, har Doublefine kunne lave nogle virkelig kreative boss-kampe, som også passer perfekt ind i banernes design.

Når vi nu taler om banernes design, kommer noget af det skønneste gennem det simple level-design, der aldrig forvirrer men altid motiverer dig til at udforske hvad der ligger rundt om det næste hjørne. Du bliver næsten altid belønnet for din tid på den ene eller anden måde, og jo længere du kommer i spillet, jo mere åbner banerne sig. Også dem du allerede har været i. Der er også mulighed for at snakke med de forskellige personer i spillet, med dialog der ændre sig alt efter hvor langt man er kommet. Dette giver lidt ekstra til spillets levetid, da karaktererne altid har noget morsomt og skørt at sige.

Enestående omgivelser

Da mange af banerne, på nær et par halvt åbne verdener, er lineære og ikke fører til den store udforskning, har Doublefine fyldt dem med spektakulære omgivelser. Der foregik altid noget, der fangede min interesse og ideen med at gå ind i andres sind og opleve deres følelser direkte, er stadig lige så underholdende som det var i 1’eren. Selvom verdener der vender og drejer sig om sin egen akse ikke virker nær så revolutionerende som før, takket været film som “Inception”, var jeg ofte overrasket over hvor kreative udviklerne har været med spillets brug af lærte evner, når det kom til at skulle bevæge sig gennem banerne. De forskellige områder symboliserer typisk personens dybeste følelser, der bestod af alt lige fra støvede biblioteker med følelsesladet bagage, til åbne skove med skarpe farver og levende musik som taget direkte ud af et album fra “Sgt. Pepper’s lonely hearts club” (hvor mange mon kender den reference).

Grafikken i spillet ligger meget op af den tidligere titel, stærkt inspireret af animationsfilm med karakterer der ligner de var taget ud af tegnefilmens verden. Det skaber en behagelig følelse for øjnene at se på, samt giver karakterer et lidt skævt udseende, med øjne der ikke helt sidder rigtigt, og lemmer der kan gå i unormale positioner. Det gør dog kun at eventyrs følelsen altid består, selvom nogle af omgivelserne bød på rimelig mørke temaer, der til tider kunne give mig følelsesmæssige piskesmæld.

Skæve verdener, skæve personer

Til sådan nogle skæve verdener kræver det også en flok skæve personer der kan fylde dem ud, og det er der heldigvis rigeligt af. Der er en håndfuld kendte ansigter fra 1’eren, såsom “kæresten” Lilli, agenterne Sasha, Milla og Oleander, samt den altid tossede professor Cruller. Desuden møder vi en række nye figurer der alle har noget at byde på, selvom de gik mig lidt på nerverne til at begynde med. Der er også en stor sammenkomst lidt inde i spillet, som jeg ikke vil komme nærmere ind på grundet spoilers, men jeg kan da sige så meget, at der bliver samlet op på fortiden for flere karakterer i spillet.

En lidt sløv start

Efter at have skam rost spillet indtil nu, synes jeg det er på sin plads at nævne noget, som jeg ikke brød mig op, uanset hvor småligt det end måtte lyde. Det kan ganske kort alt tildeles den første times spil, med startskærmen inkluderet. Tilbage i Psychonauts 1, startede man ud med at gå rundt på en menneskelig hjerne, når der skulle vælges diverse indstillinger i menuen. Det var originalt og passede godt sammen med hvad man kunne forvente at skulle igennem spillet. I 2’eren er det ikke andet end en række hjerne i en slags samlebåndsmaskine. Det passer til noget der sker i spillet, men det er ikke særlig kreativt i forhold til hvad der kom før, hvilket var lidt af en skam.

Hvad der også var en skam, var noget af det første i spillets historie. Raz, som man spiller gennem både dette spil og 1’eren, virker umådelig naiv overfor nogle af de nye karaktere, selvom han har været igennem mere end de nogensinde vil komme til igennem hele deres liv. Han skal ganske vist forestille at være 10 år, men han bliver snydt noget så groft, og hans tidligere lærere gør intet for at han står bedre i forhold til de andre. Det kan føres tilbage til hans unge alder, og at han stadig er ved at lære omkring det at være en “Psychonaut”, men jeg fandt det stadig som en lidt mærkelig beslutning fra udviklernes side. Samtidig er nogle af de nye karaktere rimelig irriterende i starten, men de åbner sig heldigvis rimelig hurtigt op, overfor Raz og dig som spiller.

Konklusion – Doublefine, indeed

Lad os vende tilbage til mit spørgsmål før selve anmeldelsen: “Kan Tim Schafer og resten af Doublefine holdet levere?”. Svaret er et rungende “JA”. Skønt den lidt irriterende start og min manglende evne til at spille en platformer på PC, har jeg næsten ikke noget at sætte en finger på med dette spil. Det er svært at følge en kult klassiker, der går helt tilbage til 2009, men Psychonauts 2 mere end opfylder mine forventninger til hvad et godt platform spil skal kunne levere.

Med en spændende historie der både blander mørke psykiske temaer med god, skæv humor fra lige så skæve karakterer, et simpelt men rustikt gameplay samt farverige omgivelser og flot grafik, kan jeg kun på det varmeste anbefale Psychonauts 2. Hvad enten du er ny til serien, eller har spillet de tidligere spil, vil dette 15-20 timers eventyr helt sikkert give dig et smil på læben, og hvem ved, måske også en lille tåre i øjet?

Jeg giver Psychonauts 2 fra Doublefine, 6 ud af 6 hjerter. Uanset små irritationselementer i starten og et simpelt gameplay.

Har du også glædet dig til Psychonauts 2?