Anmeldelse: Ratchet & Clank
Universets sejeste duo er tilbage!
Efter næsten 3 år er Ratchet & Clank tilbage. Denne gang spoler vi tiden tilbage og skal nu igen høre historien om deres første møde – bare fortalt af ingen ringere end Captain Quark.
Min første tanke og største frygt for spillet var: “Hvordan får de koblet det her spil sammen med de gamle spil uden at de ødelægger noget?” Insomniac har valgt at fortælle historien om Ratchet & Clanks møde via Captain Quark. Det giver Insomniac muligheden for at ændre lidt i historien så det passer til den film der udkommer den 29. april og uden at det skader de tidligere spil på nogen måde. Jeg blev meget overvældet over den måde det er gjort på og det er gennemført på så god en måde at man næsten ikke lægger mærke til det.
Der er selvfølgelig nye karakterer med og en samling af “superhelte” kaldet Galactic Rangers som næsten bliver helt Avengers-agtigt. Det spiller rigtig godt sammen med alle de superhelte-film der er på deres højeste lige nu.
For folk der allerede (ligesom mig) har spillet Ratchet & Clank fra 2002 og måske igen på PS3 fra 2014 så vil man næsten synes at den nye fortælling er en tro kopi af spillet. Insomniac har valgt at tage nogle af de fede funktioner fra de tidligere spil og passe dem ind i historien. Eksempelvis får man lov til at spille Clank lidt mere og klare nogle puzzles med små sjove Gadgebots. Man kan selv vælge om det skal være Bridgebot til at lave broer med, Powerbot til at sætte strøm til noget eller en Springbot som bruges til at komme op høje steder man ikke kan nå.
Som mig der har spillet det originale spil et utal af gange er det rart med et gensyn med min favorit duo. Der er som altid nogle helt unikke våben, men også nogle gamle kendinge som man ikke skal tage forgivet. Jeg er stor fan af de meget kreative våben, en af de nye er en pixelizer som pixelerer dine fjender og eksploderer dem i et utal af pixels når de dør – det ser vanvittigt godt ud.
Alle våben har nu fået et opgraderingssystem som er bygget op om at dit våben får XP alt efter hvor meget du bruger det – når dit våben stiger i level kan du med Raritanium opgradere dem til at have ekstra skud, større vidde osv.
Derudover samler du igennem spillet forskellige kort (ligesom Pokémon kort) som giver dig nogle boosts når du har samlet et helt sæt. Et eksempel kunne være Robots sættet som giver 5% flere skruer og møtrikker når du dræber fjender eller smadrer kasser. Alle de kort du åbner op for er noget der rigtig kommer i brug når du genspiller spillet i Challenge mode.
Challenge mode er en game mode du åbner op får når du har gennemført spillet på en hvilken som helst sværhedsgrad. Du beholder alle våben og opgraderinger og spillet bliver sværere og så er der en bonus der giver dig flere skruer og møtrikker. Så skal der opgraderes våben!
Efter at have gennemført spillet har jeg også fået en idé om hvordan filmen hænger sammen, det nye spil er jo: “The game based on a movie, based on a game” så oversat er det et spil der er baseret på filmen som er baseret på spillet. Udover de småændringer har historien ikke ændret sig særlig meget og det er jeg kæmpe fan af.
Spillet har som de tidligere en god replay value da det er lige til at gå til og man vil gerne prøve at samle alle våben, guldskruer og fange de forskellige trophies der er.
Insomniac har gjort et godt stykke arbejde da de har sat de mange menuer sammen på controlleren. Det er et nemt over overskueligt controller setup og alt virker intuitivt, lige fra at skifte våben til hvordan dine gadgets virker. En stor ting de har opgraderet er at du ikke skal have dine gadgets i dit quickselect eller i din større våbenmenu – når du er tæt på den ting der skal bruge en unik gadget så skal du bare trykke trekant på controlleren og den skifter selv til den gadget der skal bruges. Det var noget der irriterede mig meget i de gamle spil.
Grafik, lyd og musik
I Ratchet & Clank kan man tydeligt se den nye lækre grafik. Spillet er lavet i den klassiske animationsstil og det minder næsten om en Pixar-film. Det der virkelig slog mig af pinden var at se overgangen fra de utroligt flotte cutscenes og til gameplayet – der er næsten ingen forskel. Det er noget jeg har ønsket i mange mange år og nu er det endelig sket.
Lydeffekter og musik er som altid også utroligt godt sat sammen. Alle våben har unikke lyde som bare har en lækker kombination af bas i eksplosionerne og unikke lyde hvor man tænker: “Ja selvfølgelig lyder den sådan” Eksempelvis den før nævnte Pixelizer, den har en 8bit Game Over lyd når fjenden dør.
Musikken minder meget om det gamle, med filmiske klassiske stykker, men nu peppet op med minimal dubstep og lidt mere electro nogle steder. Det er fedt at de flytter sig med tiden og passer det ind.
Konklusion
Ratchet & Clank er et unikt gensyn med universets sejeste duo i et spil der giver en følelsen af at styre en Pixar-film. Jeg kan næsten ikke ønske mig mere af en genfortælling af sådan en klassiker. Det her er en god genfortælling og det er et godt spil for de mange nye fans, der uden tvivl også vil komme når filmen kommer. Ratchet & Clank ånden lever videre og jeg håber der kommer mange flere spil i fremtiden!
Spillet udkommer 20. april til PlayStation 4.
+ Utroligt god genfortælling
+ Fabelagtig grafik
+ Nem og overskuelig styring
+ Meget god replay value
– Til tider dårlige kameravinkler
Hvis du ikke kan vente til 20. april så er der her 30 minutters gameplay fra spillet: