Rygter om mere Deus Ex
Lidt rygter om mere Deus Ex er sluppet ud og fans ser ud til at kunne glæde sig.
Der har i længere tid være rygter om, at der var mere Deus Ex på vej, specielt efter at et nyt logo er blevet afsløret og Square Enix officielt annoncerede Deus Ex Universe. Nu har en kilde, med kendskab til seriens nuværende status, måske bekræftet, at Square Enix har store ambitioner med Deus Ex serien.
Det forlyder sig nemlig, at Deus Ex vil få en trilogi af hovedspil, der kommer til at strække sig over den nye konsolgeneration. Oprindeligt var planen, ifølge kilden, at lave et kæmpe spil, men projektet blev vurderet til at være for ambitiøst, så i stedet blev det delt ud på en trilogi og udbygget derfra. Spillene vil hænge tæt sammen og beslutninger taget i et tidligere spil, vil også afspejle sig igennem forskellige konsekvenser og dialog i senere spil. Lidt på samme måde, som f.eks. i Mass Effect serien.
Square Enixs planer strækker sig dog længere end de tre spil og vil også inkludere tablet-/mobilspil, tegneserier og bøger.
Ifølge endnu ikke udgivet reklamemateriale for serien, så vil både hovedpersonen fra Deus Ex: Human Revolition og Deus Ex: The Fall have en rolle i Deus Ex Universe.
Det første spil i den nye serie ser ud til at blive Deus Ex: Mankind Divided, et navn som nu er dukket op igen, efter at Square Enix tog et trademark på det tilbage i marts.
Ifølge kilden så skulle oplysningerne stamme fra udgangen af sidste år, så der kan allerede være foretaget ændringer i dele af planerne pt. Antallet af spil ville også afhænge af en række faktorer, og her er salg helt sikkert en vigtig én af slagsen.