Seriernes mediedækning – en kedelig spoilertendens!
Jeg er sandsynligvis en af de eneste serieelskende Game of Thrones fans tilbage, som på nuværende tidspunkt ikke er opdateret om den nyeste sæson af Game of Thrones (sæson 6). Årsagen til dette er, for det første min begrænsede tid i hverdagen, og at min tålmodighed simpelthen ikke rækker til, uge efter uge, at vente på hvem der bliver dræbt, knaldet eller brændt. Sådan har det faktisk altid været med mig og serier, og med GOT har jeg siden sæson 1, fundet ud af, at det at ‘binge’ en sæson på en dag, er den mest optimale og underholdende måde for mig at nyde serien til fulde på.
Jeg glæder mig naturligvis derfor til at sæsonen afsluttes, så jeg kan returnere til det fængslende fantasy-univers for sjette gang. Det betyder ikke, at jeg ikke er spændt som et lille barn, jeg udsætter blot min forløsning!
Der er dog noget ved dækningen af sæson 6, som jeg føler adskiller sig fra de øvrige sæsoner, og jeg ænser i det hele taget en udvikling i seriebranchen, som differentierer sig markant fra førhen.
Jeg har for alvor bemærket, hvordan denne kultseries popularitet har påvirket den gode kutyme og de uskrevne regler, når det kommer til ‘spoilers’. Om det skyldes seriens popularitet, og at jeg bare har befundet mig de forkerte steder på de forkerte tidspunkter, eller om det er mediernes higen efter sensationsnyheder, som nu er nået fiktionens univers, det ved jeg ikke. Forventningens glæde kan åbenbart ikke længere kun tilskrives dem, som trofast følger serien uge efter uge, sæson efter sæson, men derimod enhver som læser nyheder, hører radio og ser tv.
Overalt på diverse nyhedsmedier, har dækningen i denne sæson været massiv fra medier, radioværter og anmeldere og dette er altså på bekostning af de, som endnu ikke er vendt tilbage til de syv kongeriger.
Jeg synes det er en kedelig ny tendens, som desværre nok ikke er til at styre. Hvor kunne det dog være rart hvis man, ligesom tidligere kunne nyde sin serie i sit eget tempo, uden man nødvendigvis skulle gå og kigge ned i jorden for ikke at blive spoilet fra højre og venstre! Jeg mener.. er det for meget at forlange?
Nå, jeg ser frem til at høre, hvad I synes. Er jeg den eneste, som har lagt mærke til denne udvikling?