Spil: Tiny Tina’s Wonderlands
Udvikler/Udgiver: Gearbox Software/2K Games
Genre: Looter-shooter, Adventure
Platform: PC, Xbox One/Series S|X, Playstation 4/5 (anmeldt på PS5)
Tid brugt: 15 timer

Følg Pixel.tv: Facebook – Discord – YouTube – Twitch – Twitter – Instagram og Snapchat

Borderlands-universet har i den seneste tid fået en kæmpe kapitalindsprøjtning til kommende projekter. Dette skal særligt ses i lyset af Borderlands 3 store salgsmæssige succes (på trods af det var Epic Games Store-ekslusivt et stykke tid). Vi ved bl.a, at vi i den nærmeste fremtid får en Borderlands-film med prominentente skuespillere som Cate Blanchett og Jack Black.

For at holde kedlerne i kog indtil da, har Gearbox valgt at udgive spinoff-spillet Tiny Tina’s Wonderlands, der bygger videre på konceptet fra Borderlands 2 DLC’en Tiny Tina’s Assault on Dragon Keep. Spørgsmålet er om denne spinoff-titel kan stå på egne ben eller om det er en glorificeret DLC?

Med Tina som DM

For dem, der ikke kender til Tiny Tina, vil jeg kort ridse hende op: Hun er en karakter fra Borderlands 2, der bliver betegnet som verdens farligste teenager. I DLC’en Tiny Tina’s Assault on Dragon Keep fra Borderlands 2 spiller man som en karakter i et af hendes Dungeons and Dragons-lignende kampagne (her er spillet kaldet Bunkers and Badasses).

I Tiny Tina’s Wonderlands er man endnu engang blevet inviteret til endnu et af hendes spil, dog med den ændring. Denne gang er man ikke længere er en præ-defineret karakter, men en karakter, hvor man selv kan forme deres udseende og baggrundshistorie.

I jeres spilkampagne er du joinet af ridderen Valentine (Andy Samberg) og robotten Frette (Wanda Sykes), der fungerer som en dynamisk trio i forhold til at fortælle historien for kampagnen. Her skal der tilføjes, at man ikke spiller sammen med Valentine og Frette, selvom de egentlig også er med i kampagnen. Denne kobling bliver ikke forklaret, hvilket virker som et stort plothul for B-plottet udenom spillet.

Anyways, Tiny Tina (Ashley Burch) fungerer som Dungeon Master (Bunker Master?), hvilket betyder, at kaos altid lurer lige om hjørnet i historiefortællingen. Man kan blive udsat for et møde med en masse skeletter det ene øjeblik og en masse drager det andet. Dette gjorde sig også gældende i den førnævnte DLC, hvilket dog fungerede bedre der.

Forskellen på DLC’en og dette spinoff-spil ligger i høj grad i, at spinoff-spillet også skal definere sig selv som et stand-alone spil. I søgen på at gøre sig selv unik synes jeg, at det ikke rigtigt kan finde sin identitet. Det efterlader mig med spørgsmål om, hvad det egentlig prøver at være mest; en DLC eller en spinoff-titel? Og hvor går grænsen mellem disse definitioner?

For at vende tilbage til spillet, så går historien ud på, at man skal overvinde den onde Dragon Lord (Will Arnett), fordi han igen har overtaget magten i kongeriget. Når det knytter sig til Borderlands-universet kan man ikke undgå at sammenligne skurken med den nærmest omnipotente Handsome Jack. Selvom Will Arnett gør et fortrinligt stykke arbejde, så rammer Dragon Lord bare ikke de samme højder som Handsome Jack i Borderlands 2.

Historien rammer en okay nuancering og perspektivering af karaktererne, men det rammer også langt fra rent hver gang. Dog vil jeg fremhæve en vis pirat-sang som et højdepunkt i spillet. Når disse magiske øjeblikke sker, så kan Borderlands-serien bare noget, der gør det helt unikt. Der er bare alt for få af disse øjeblikke til at Tiny Tina’s Wonderlands bliver noget helt særligt.

Skyd før du tænker

Som et klassisk FPS looter-shooter er gameplay-loopet at nakke en masse fjender og klare en masse quests for at kunne opgradere sin karakter med en masse nyt – forhåbentlig legendary – gear. Ligesom i de tidligere spil, er gameplayet spicet up med, at hver karakter har forskellige abilities, man kan vælge imellem. Jeg spillede som den class, der hedder Spore Warden, der havde en svampe-ven til at hjælpe sig, og hvor ens ability enten er magiske pile eller istornadoer.

Undervejs i spillet får man også mulighed for at kombinere med andre classes. Her valgte jeg Clawbringer, der gav mig en flyvende øgle, der spyede ild + gav mig et helt nyt class-tree jeg kunne bruge point i.

Granater er ikke længere tilgængelige. Derfor tyer man til spells, hvilket man kan konfiguere via de spellbooks, man finder i lootbunken. Det kan fx være en spellbook, der gør, at man skader is eller ild. Dette element kunne jeg særligt godt lide, da det tit ændrede måden, jeg spillede på. Det kunne fx være, at jeg skiftede fra en long-range spell til et nova-spell. Dermed skulle jeg vænne mig til, at jeg skulle bruge mit spell på fjenderne tæt på mig.

Som nævnt skal man klare en masse quests; disse er opdelt i hovedmissioner og sidemissioner. Før jeg skriver videre om dette vil jeg først forklare en lille ændring i dette spil ift. hovedspillene. I Tiny Tina’s Wonderlands er spillet opdelt i en oververden, hvor man kan tilgå de store områder, man kender fra tidligere spil eller – som noget nyt – instance-områder.

Disse instance-områder er ofte de samme kulisser, hvor man skal dræbe x antal fjender før man kan progressere. I starten virker det som et nyt, friskt pust til spillet, men jo længere tid man spiller det, og jo flere missioner, der leder én ned i et instance, desto mere ensformigt bliver det, desværre.

Ovenstående virker uinspireret og Ubisoft-agtigt, hvor quest-designerne er løbet tør for kreative løsninger, og får bare spilleren til at gentage den samme quest-struktur med nogenlunde samme resultat. For mig ligger charmen i de unikke sidemissioner i Borderlands-serien. De er der stadigvæk, bevares. Men for dælan hvor er det ærgerligt, at det er denne approach, de har valgt at bloate indholdet med. Det virker lidt som om, de løb tør for tid, men havde lovet at lave x antal missioner for spilleren. Ærgerligt!

Lord of the Bugs

Hos Pixel.tv fik vi først spilkoden, da spillet blev udgivet. Derfor havde jeg en klar forventning om, at de bugs der skulle have været der, var blevet mast. Men ak. Jeg oplevede en del bugs, der for det meste var UI-baseret. Fx viste den hele tiden, at min companions var døde, selvom de stod ved siden af mig i levende live.

Men der var også en del gameplay-ødelæggende bugs. Særligt var der en del gange, jeg sad fast i kanterne på ting. Hvis man hoppede på svampene laggede det ofte en del, så man styrtede ned i den sikre død. Og mange af bosserne holdt helt op med at angribe mig, hvis jeg havde skiftet mellem et ability og elementbaserede skud.

Alt i alt, så ødelægger disse bugs bare oplevelsen for mig.

Jeg har det også lidt ambivalent med musikken. Dels er der lagt vægt på en mere “eventyrlig” lyd med fokus på akustiske instrumenter blandet med subtile elektroniske elementer. Jeg kunne godt savne, at musikken ved boss-kampene virkelig tog til eller gjorde noget særligt for at gøre kampene unikke. Dette skete ikke, hvilket resulterer i, at boss-kampene kan føles lidt flade.

Universet som spillet bygger op er for mig at se en god blanding af tre Borderlands DLC’er: Captain Scarlett and her Pirate’s Booty (fra Borderlands 2), Tiny Tina’s Assault on Dragon Keep (fra Borderlands 2) og Bounty of Blood (fra Borderlands 3). Særligt sidstnævnte i måden, hvorpå historien bliver fortalt på. Dette sker via en “Notetaker”, der fungerer som et græsk kor. Her bliver karakteren nævnt i 3. person og hele missionen bliver kontekstualiseret.

Og netop grundet ovenstående miks af DLC’er, bliver Tiny Tina’s Wonderlands også et bekendtskab, der i højere grad føles som en udvidet DLC end et egentlig spil, der skal stå på egne ben. Der er ikke nok dybde, hverken plotmæssigt eller indholdsmæssigt, til at det føles helstøbt og sit eget. På nogle punkter kan spillet godt bære sin egen IP, og på andre punkter gryner det sammen. Derfor kan spillet ikke stå på egne ben, da implementeringen af tidligere dårlige design valg, tackler den på vejen op.

Konklusion

Tiny Tina’s Wonderlands er et sjovt spil, der passer godt ind i Borderlands-universet. Dog har spillet en identitskrise, der gør det svært at vurdere om det er en glorificeret DLC eller om det prøver at stå på egne ben. Lige nu hænger de dårlige designvalg fra tidligere spil stadig ved, hvilket forhindrer spillet i at realisere sine lovende idéer.

Gameplayet er stadig ret sjovt, og historien kan i og for sig også noget. Dovne gentagelser og en masse bugs sig desværre fast i den samlede bedømmelse. Vil jeg anbefale spillet? Hvis man er fan af serien eller helt ny til Borderlands, vil jeg først anbefale det, når det kommer på tilbud til omkring 250 kroner. Lige nu vil jeg som forbrger synes, det er lidt overpriset i forhold til, hvad indholdsværdien er.

Mine forventninger var et raffineret Borderlands-spil, hvor alle de fede design-valg fra tidligere spil var blevet implementeret. I stedet ender jeg med et misk-mask af både nye, interessante designvalg og alle de irriterende fra tidligere spil. Alt i alt ender jeg derfor på 3 ud af 6 pixelhjerter.

Plusser:

• Borderlands-viben bliver ramt lige i røven
• Gameplayet er stadig underholdende
• De nye classes og din helt egen karakter fungerer godt

Minusser:

• Irriterende designvalg
• Masser af bugs
• Kedelige instance-områder
• Overpriset ift, indhold