Varme hveder som antivirus
Med mindre du har opholdt dig på månens bagside, eller været på en seriøs druktur de seneste par dage, så har du sikkert opdaget, at alverdens medier er gået i selvsving over et globalt hackerangrebet med ransomwaren ”Wannacry”/”Wannacrypt”.
Indtil videre er det første danske offer for det globale hackerangreb to infoskærme i Randers Kommune.
Ifølge TV2 Østjylland måtte den kronjyske kommune, i samarbejde med sin leverandør ”Proshop Europe”, lukke kommunens i alt seks infostandere ned, da to af disse i stedet for at vise kommunens fortræffeligheder, viste et billede af et digitalt ”gidselbrev”.
Store Bededag redder dagen
Det indtil videre beskedne offer Danmark har måtte bringe til det globale hackerangreb kan ifølge DR hænge sammen med, at store dele af Danmark brugte fredagen på at holde Store Bededag, i stedet for at sidde på kontoret og arbejde.
Wannacry skal nemlig aktiveres af en bruger, før den kan kryptere computerens filer. Aktiveringen sker ved at Wannacrys skadelige kode skjules i en vedhæftet fil i en mail. Det kunne f.eks. være en uskyldig udseende pdf-fil, forklædt som en faktura, som brugeren så åbner.
Og herfra klapper fælden, og man vil som bruger blive mødt af ovenstående kedelige digitale gidselbrev.
Du kan se den komplette liste over fil-typer som Wannacry kan skjules i på denne Microsoftside.
Forholdsregler
Det bedste værn imod hacking er at bruge sin sunde fornuft, hvis du modtager en mail fra en afsender du ikke kender, så lad være med at åbne mailen.
Med til sund fornuft hører også at undlade at hente piratversioner af spil, musik og film samt generelt holde sig fra obskure hjemmesidedomæner.
Watch out for #Ransomware #WannaCry
It will happen pic.twitter.com/KQbWEO1Jxh— Paul C Keys (@Paul_Keys_Net) May 13, 2017
Det har ikke taget lang tid før Twitter eksploderede i jokes omkring det globale hackerangreb.
Herudover så skal man sørge for at have et opdateret antivirus program, hvilket ikke nødvendigvis behøver at koste en formue. Vi kan i den forbindelse anbefale det danske firma Chili Security der bygger på Bitdefender platformen, som stiller et gratis program til rådighed.
Sidst men ikke mindst så udnytter Wannacry en sårbarhed i Microsofts kildekode, en sårbarhed der kan lukkes med Microsoft opdateringen MS17-010.
Dermed har systemadministratorer fået ekstra tid til at rette systemerne til inden mandag, hvor folk igen møder på arbejde. Og netop mandag frygter IT-sikkerhedseksperter, at vi kommer til at se flere danske eksempler på hackerangrebet, efterhånden som folk får startet deres computer op.