Anmeldelse: World of Tanks PS4
World of Tanks lyder i manges ører bekendt. Dette skyldes, at det har været ude i Europa siden 2011 ganske gratis. Nu har de langt om længe ramt PlayStation 4, men bør de køres i garagen til tjek, eller kan de rustne tanks stadig køre?
World of Tanks er et online multiplayer spil produceret af Wargaming. Det er et shooter spil, som udelukkende foregår i en tank. World of Tanks er et free to play spil, og du behøver tilmed ikke at have PlayStation Plus, for at spille det online med dine venner.
Man vinder spillet ved at skyde alle 15 tanks på det modsatte hold, eller ved at overtage modstanderens base. Spillet er let at samle op på, men svært at mestre pga. de mange forskellige typer af tanks og baner, der ligger op til mange forskellige strategier.
Ingen nåde
Man respawner ikke i en match, men mister man sin tank i kampens hede, kan man vælge at se hvordan kampen udspiller sig eller gå videre til næste kamp. Du kan dog ikke bruge den samme tank, som du netop efterlod i den første kamp. Betyder det så, at du aldrig får den tilbage eller skal bruge points for at betale reparationer til den gennemhullede tank?
Nej, du får den så snart kampen er slut. Så med andre ord bliver din tank sat i skammekrogen, til den har tænkt over, hvad den har gjort forkert. Det competitive aspekt i, at du ikke respawner, er helt fin, men at du skal vente op til 14 minutter på at få din favorit tank igen, virker lidt formålsløst.
Realisme
Styringen i World of Tanks er meget langsom, som jeg normalt aldrig fortrækker. I dette tilfælde, virker det dog rigtig godt og realistisk, da man styrer store tunge tanks. Det er udfordrende at manøvrere de store tanks gennem slagmarken, men om man bryder sig om det langsomme gameplay afhænger selvfølgelig af, om man foretrækker det realistiske gameplay, som Wargaming her har lagt stor vægt på.
Et andet realistisk element som Wargaming har implementeret er sigtet på tanken. Kommer man farende rundt om et hjørne, ser en fjende og prøver panisk at skyde med det samme, vil man opleve, at man har meget svært ved at ramme. Hvis man holder stille og bevæger sigtet langsomt, så har man større præcision, og det kan generelt betale sig at sigte godt. Tanksne har nogle ”weakspots”, der giver meget skade sammenlignet med tankens panser. Det sker dog tit at grafikken over spillerne afslører dem inden, man selv har spottet dem. Det ødelægger det realistiske aspekt som World of Tanks ellers er bygget så fint på.
All the upgrades
I opgraderingssystemet kan man tilkøbe nye tanks, kanoner mm. Det kan være en fordel at have tanks som minder om hinanden, da man derved altid har sin favorit tank ved hånden. Man skal nok finde sin favorit tank, da der er over 150 forskellige tanks, som alle styres på forskellige måder. Nogle er hurtige og mobile, og andre langsomme men mere skadelige.
Har man ikke tålmodighed til at låse op for tingene løbende, er der også en mulighed for at købe nye tanks via nogle specielle pakker. Disse pakker giver dig mulighed for at få plads til flere tanks i din garage, så du altid har en klar, uanset hvor mange tanks du har efterladt på slagmarken i kampens hede. I pakkerne følger der selvfølgelig også nogle af de bedste tanks med. Pakkerne ligger i prisleget fra 119 til 749 kr. Så afhængigt af, hvor stor fan man er, kan man tilkøbe den pakke der passer til en.
Det er dog mange penge at ligge i et spil som er gratis. På den anden side, skal man endelig betale udvidelser til et spil, skal det nok netop være et gratis spil, som man holder meget af, så ikke man ender med en “Destiny situation”. Hvor man hver gang der kommer en ny DLC får taget halvdelen af spillets funktioner, kun for at få muligheden for at købe dem tilbage, dog med få ekstra features.
Samarbejde er svært
Da man er 15 på hvert hold, er der desværre ikke mulighed for at lave taktik over stemmechat. Da World of Tanks er et taktisk spil, tager man her et meget vigtigt element ud af spillets genre. Det ville være godt, hvis man havde lavet nogle forskellige modes med færre spillere, så man kunne have mulighed for stemmechat. Generelt set savner jeg lidt varieret gameplay i form af forskellige gamemodes.
Masser af detaljer
Det eneste der er varierende i World of Tanks er de forskellige baner, som man bekriger hinanden i. Disse er dog virkelig veludførte. Leveldesignet er spændende, detaljeret og varierende, nogle baner har steder med to fronter. Bevæger man sig ned mellem dem, er man en kørende skydeskive for ens fjender, og det er selvfølgelig her, kontrolpunkterne er placeret, for mest intenst gameplay.
På andre baner kører man mellem sneklædte bakker af smalle stier, og kommer pludselig til en bro, hvor kampen som regel kommer til at udspille sig. De ellers meget varierende banner gør, at man også hungrer efter andre game modes, som vi kan håbe Wargaming er i fuld gang med at udvikle.
Detaljegraden i spillet er meget høj, tanksne er taget ud fra de tanks, man brugte under 2. Verdenskrig. De tyske og britiske tanks har ikke blot fået et andet flag på siden, men der er virkelig gået i dybden for at kopiere designet så præcist som muligt. Banerne er også inspireret af virkelige steder, hvor historiske slag har fundet sted under 2. Verdenskrig.
Free 2 play vanskeligheder
Desværre er der hist og her tydelige tegn på at spillet er free to play. Bl.a. forekommer det virkelig tit, at man på lang afstand spotter en fjende, hvorefter tanken på magisk vis forsvinder, det gør fjendens skud dog ikke. Det resulterer i, at man flere gange bliver skudt af en usynlig fjende, og må lege “sæt halen på æslet” og skyde ud i det blå. Om dette er en fejl som bliver rettet, eller om Wargaming kender mere til datidens tyskerteknologi må for nu forblive i det uvisse.
World of Tanks er et spil, der sætter tanken i kampstilling, og sætter den i fokus. Gennem spillet skal man prøve forskellige tanks og anderledes strategier af, for at finde sin egen spillestil. De episke slag finder sted i smukke og detaljerede miljøer med et fantastisk leveldesign, som indbyder til kreative strategier, og anderledes playstyles.
Gameplayet er dog ikke særlig varierende, man skal selv sørge for at få en lidt varieret oplevelse i form af forskellige tanks og strategier. Blandingen mellem et realistisk og fantastisk leveldesign, samt de utallige forskellige opgraderinger som man gennem spillet stræber efter at unlocke for at få flere forskellige måder at spille på, gør at World of Tanks total set er en rigtig god krigsoplevelse. Da spillet er gratis, bør man give det et skud, og se om man bliver fanget af de store rustne tanks.