Xbox E3 Præsentation [1/3]
Første del af vores dækning af Xbox E3 præsentation vil være at finde i denne artikel. Vi glæder os til at se nærmere på det store udvalg af nyheder som vi blev præsenteret for i nat.
Microsoft har afsluttet deres briefing omhandlende fremtidige planer for Xbox, og nye tilføjelser til konsollens spilkatalog. Den halvanden time lange præsentation bød på et væld af annonceringer. Vi har valgt at dele dækningen af årets største spilpræsentation op i tre artikler, der hver beskriver 30 minutter af showet. Artiklerne vil blive udgivet løbende på Pixel.tv.
Pixel.tv er til E3 med støtte fra PriceRunner
Vi giver overblik over højdepunkterne, hvis det kniber med at finde tid til at se den hele igennem.
Startskuddet har lydt
Vi blev fra showets start mødt af en sammenklippet introvideo, som i modsætning til at byde på ny information, fremviste forskellige udvalgte spil fra Xbox kataloget. Halo, Horizon Zero Dawn, Minecraft, Gears of War, Sea of Thieves, Forza, Hellblade, og We Happy Few. Nu var der ikke andet tilbage at gøre end holde på hat og briller og lade begivenheden udfolde sig.
The Outer Worlds
Den første Trailer Microsoft havde på programmet var en ny fremvisning af gameplay fra The Outer Worlds. Spillet er et First Person Shooter RPG, der udspiller sig i en fjern fremtid. Du træder ind i rollen som en kolonist, der efter sin lange rejse til enden af vores galakse, vågner op til at være indblandet i en dyb konspiration. En konspiration, som truer hele koloniens fremtid. Du vil blive tvunget til at tage skæbnesvangre beslutninger gennem hele spillet, og derved have stor indflydelse på historiens udfoldelse.
The Outer Worlds bliver udviklet af Obsidian Entertainment – for nyligt opkøbt af Microsoft – som står bag spil som Fallout: New Vegas og Pillars og Eternity serien. Med både solide shooters og rollespil under vesten, bliver det spændende at se hvilken oplevelse vi får lov at spille os igennem senere på året.
Udgivelse: 25. oktober, 2019.
Platforme: Xbox One, Playstation 4 og PC
Hjemmeside: www.outerworlds.obsidian.net
Bleeding Edge
Næste spil vi blev præsenteret for var intet mindre end verdenspræmieren på Ninja Theorys nye spil Bleeding Edge. Rahni Tucker og Dom Matthews – hhv. kreativ direktør og kommerciel direktør for Ninja Theory – gjorde deres entré på den store scenen. Tucker forklarede, hvor glade udviklingstudiet har været for at arbejde for Xbox siden offentliggørelsen af samarbejdet ved E3 sidste år. Han påpegede yderligere, at de siden da har videreudviklet igangværende titler og endda påbegyndt nye. Et af disse igangværende projekter er Bleeding Edge. Spillet har været i støbeskeen i flere år, og er nu endelig klar til at se dagens lys.
Matthews tilføjede dertil at spillet er et 3rd person action combat competetive team multiplayer spil. En mundfuld der kan opsummeres som Overwatch i 3. persons perspektiv. Vi blev præsenteret for forskellige spilbare karakterer, og fik den glædelige overraskelse at Bleeding Edge vil starte en åben alpha test allerede d. 27. juni, 2019. Tilmelding af denne kan ske via spillets officielle hjemmeside.
Udgivelse: TBS
Platforme: Xbox One og PC
Hjemmeside: www.xbox.com/en-US/games/bleeding-edge
Ori: And the Will of the Wisps
Sidste års E3 bød på en præsentation af efterfølgeren til Ori and the Blind Forest. Et højtelsket 2.5D platform spil med metroidvania elementer. Originalen blev udgivet tilbage i 2016, og vi kan nu med sikkerhed sige at efterfølgeren Ori: And the Will og the Wisps vil udkomme til februar næste år. Grafikken ser fantastisk ud, og efter den nye femvisning af spillet er der næppe nogen grund til at være bekymret for, om seriens toer vil leve op til forventningerne.
Ori: And the Will og the Wisps vil være tilgængeligt for abonnenter af Game Pass ved udgivelsen, så benytter du dig allerede af denne service, er der god grund til at blive hængende. Især hvis du er fan af et action- og stemnings-fyldt eventyr i særklasse.
Udgivelse: 11. februar, 2020
Platforme: Xbox One og PC
Hjemmeside: www.orithegame.com
Minecraft: Dungeons
Kan man få for meget af Minecraft? Ikke i følge udviklerne Mojang, som står bag spillet. I denne omgang har de dog valgt at anskue serien fra et lidt anderledes perspektiv end hvad fans er vant til. Oppefra. Det er efterhånden et halvt år siden vi første gang fik Minecraft: Dungeons at se, i form af en lidt vag annonceringstrailer, men nu har vi endelig konkret gameplay at forholde os til.
Spillet vil tage form af en isometrisk dungeon-crawler, som vi kender det fra spil som Diablo og Path og Exile. I stedet for en dyster og mørk verden, kan vi se frem til at fordybe os i det klassiske nuttede og, (tør jeg sige det?) klodsede univers vi efterhånden er så familiære med.
Det vil være muligt at spille op til 4 spillere co-op, og er du ejer af en Xbox One konsol vil klassisk couch co-op også være en mulighed. Så er du træt af Minecraft i vanlige klæder, kan du se frem til en anderledes oplevelse i foråret 2020. Det vil endda være tilgængeligt via Game Pass ved lancering.
Udgivelse: 1. kvartal, 2020
Platforme: Xbox One, Nintendo Switch, Playstation 4 og PC
Hjemmeside: www.minecraft.net/dungeons
Star Wars Jedi: the Fallen Order
Så blev det endelig tid til at høre nyt fra selveste chefen for Xbox. Phil Spencer. Efter at have fortalt os hvor dedikerede hans hold er til deres brugere, og hvor stolt han er over at stå for den største præsentation ved E3, gøres der klart for os at at vi vil blive præsenteret for intet mindre end 60 spiltitler på E3. 34 af de nye spil vil være tilgængelige via Game Pass. Men nok snak, indskyder han, lad os forsætte med spilannonceringerne.
Star Wars Jedi: The Fallen Order, bliver blæst op på skærmen. Det er tid til at se den nyeste trailer fra EAs kommende Star Wars singleplayer oplevelse. Spektakulære scenarier, massere af lyssværd, monstre, kampe, løben på vægge og… Forest Whitaker. Udviklerne Respawn Entertainment har ikke sparet på noget. Vi kan dårligt vente til efteråret, hvor vi får lov at spille igennem historien om Padawanen Cal Kestis, der lever i skjul efter ‘order 66’ blev eksekveret, og forårsagede at klonerne vendte sig imod deres jedi hærførere.
Udgivelse: 15. november, 2019
Platforme: Xbox One, Playstation 4 og PC
Hjemmeside: www.ea.com/games/starwars/jedi-fallen-order
Blair Witch
Tid til endnu en ny verdenspremiere. Nu bliver det uhyggeligt. Traileren viser en mand i der løber forvirret rundt i en tæt bevokset skov. Det er mørkt, han har et kamera og tilgroede bygninger præger landskabet. Hvor har vi set et sådan et scenarie før? Vi får yderligere indblik i mandens situation, da vi ser hvad der har bragt ham til skoven. Året er 1996. Vi følger den tidligere politibetjent Ellis der i selskab med sin hund er draget til Black Hills skoven nær Burkittsville i Maryland. De er der for at lede efter en dreng, der er forsvundet i området. Intet går tydeligvis efter planen, og da vi til slut i traileren ser en skikkelse stå, ansigtet rettet mod væggen, i hjørnet af et faldefærdigt rum, står det klart. Vi har at gøre med endnu en fortælling om Blair Witch.
Tilbage i år 2000 udgav tre forskellige spiludviklere Blair Witch trilogien, som var et spin-off på survival-horror spillet Nocturne indsvøbt i kultfilmen The Blair Witch Project fra 1999. Siden da har filmen fået et par efterfølgere, men først 19 år efter udgivelsen af spiltrilogien, får vi igen lov at opleve Blair Witch sagaen i digital form.
Udgivelse: 30. august, 2019
Platforme: Xbox One og PC
Hjemmeside: www.blairwitchgame.com
Cyberpunk 2077
Efterhånden har vi set en hel del gameplay fra Cyberpunk 2077, men intet lader til at sætte en dæmper på begejstringen over CD Project REDs kommende Sci-fi action RPG. Efter kæmpesuccesen The Witcher serien, har fans af udviklerstudiet tårnhøje forventninger til den kommende franchise. I den nye cinematiske trailer får vi lov at se et nyt scenarie fra den dystopiske fremtid, og intet skuffede ved præsentationen.
Publikum gav et bragende bifald da det gik op for dem at de skulle se nyt fra Cyberpunk, og da selveste Keanu Reeves ankom på scenen – omgivet af tyk røg – var der ingen tvivl om publikums begejstring. Reeves forklarede den hujende forsamling om spillets åbne verden og forgrenede historie, som omhandler en fremtid med fokus på kropsmodifikationer i et storslået metropolis. Du påtager dig rollen som en fredløs lejesoldat som igennem sine beslutning præger sine omgivelser. “Kunne i tænke jer at høre hvornår spillet bliver udgivet” spurgte han henkastet, og igen bryder jublen ud. En kort trailer ruller over skærmen og vi kan nu se frem til april næste år, hvor de hungrende masser endelig kan sætte sine kløer i Cyberpunk 2077.
Udgivelse: 16. april 2020
Platforme: Xbox One og PC
Hjemmeside: www.cyberpunk.net
Spiritfarer: What will you leave behind?
Ingen tid at spilde, det var tid til endnu en verdenspremiere. I denne omgang var der tale Spiritfarer: What will you leave behind? Udviklerne Thunder Lotus markerede sig i 2015 med spillet Jotun som fasttømrede dem som et af de førende studier, når det kommer til håndtegnede indie spil. Hvor Jotun var et actionfyldt eventyr vil Spiritfarer i stedet være et hyggeligt management spil med seriøse undertoner.
I spillet vil du have til opgave at føre afdøde sjæle videre på deres færd mod efterlivet. Grafikstilen er hjertevarm og håndtegnet, og for at udføre jobbet som ansvarlige for dødrigets færge, vil det være nødvendigt at farme, fiske, crafte, kokkerere og ikke mindst, bygge færgen større og bruge den til at udforske den smukke spilverden. Der er altså tale om et spil i takt med Stardew Valley, men med en stil der er helt sin egen.
Spiritfarer: What will you leave behind? vil være tilgængeligt via Game Pass ved udgivelse.
Udgivelse: 2020
Platforme: Xbox One
Hjemmeside: www.cyberpunk.net
De første 30 minutter er overstået
Efter den første halve time er der rigeligt med information og visuelle indtryk der skal synkes. Vi er blevet klogere på hvad Xbox kommer til at byde på det næste års tid, men vi er langt fra i mål. Vi håber du vil læse med når vi i morgen dækker de næste 30 minutter af briefingen, og igen ser nærmere på hvad vi kan forvente os fra Microsoft.
Kribler det i fingrene, kan du se hele præsentationen herunder:
Hvilke af titlerne i denne artikel er du mest begejstret for?