Spillet har været ude i Japan i næsten tre år og nu er det endelig kommet til Europa!

Under en tur i skoven for at samle insekter støder man på en oldgammel selvbetjeningautomat med en masse kugler indeni. Ens nysgerrige side tager over; der bliver smidt en mønt i maskinen, håndtaget bliver drejet og ud kommer en kugle der på magisk vis åbner sig og afslører et spøgelseslignende væsen. Tillykke, dit Yo-Kai eventyr er nu gået i gang!

Pokémon 2.0

Mit første indtryk af spillet var virkelig positivt. Grafikken så godt ud, styringen var flydende og musikken var let og fængende. Jeg startede med at gå på opdagelse i byen, men fandt hurtigt ud af at området var meget begrænset indtil man gik i gang med historien, hvilket går igen i løbet af spillet. Nye områder bliver først åbnet op når du fortsætter med hovedhistorien, hvilket for mig gjorde det mindre attraktivt at klare sidemissioner og udforske byen i løbet af spillet da jeg hurtigt løb tør for ting at lave.

Da jeg så først var kommet ordentligt i gang med spillet gik det op for mig, hvor mange elementer der mindede mig om Pokémon. Man skulle tro at det var en god ting da jeg er kæmpe Pokémon fan, men det havde egentlig den modsatte virkning. Jeg havde forventet at udviklerne ville have gjort mere for at adskille sig fra Pokémon, men det føles næsten som om de bare ville lave en kopi.

Spillet handler om en ung dreng/pige der får fat på et magisk væsen med utrolige egenskaber. Du skal nu ud på eventyr og finde flere skabninger, der kan blive dine venner. Du har et hold bestående af seks og kan kun skifte dem ud ved bestemte steder i byerne. Undervejs kan du kæmpe mod andre, øge dine levels og eventuelt udvikle dine skabninger for at gøre dem stærkere.

Beskrev jeg Pokémon eller Yo-Kai Watch? Svært at sige. Spillet adskiller sig selvfølgelig også fra Pokémon på andre måder. Her i spillet finder man nye Yo-Kai gennem en special linse på sit Yo-Kai Watch, som gør en i stand til at se skabningerne og det er karakteren der skal starte en kamp og ikke de vilde Yo-Kai.

Måden man bliver venner med nye Yo-Kai skiller sig dog meget ud fra Pokémon. Du kan ikke selv fange dem, men kan kaste noget mad til dem i starten af en kamp og så ellers bare håbe på at de tilbyder at være din ven når du har besejret dem.

Kampsystemet er også helt anderledes. Man har altid tre af sine Yo-Kai inde på samme tid og på den nederste skærm kan man frit rotere, hvilke der skal være inde i kampen og hvilke der skal stå på sidelinjen.
Kampsystemet er mere passivt end man kender det fra Pokémon. Ens Yo-kai vælger selv, hvilket angreb de vil bruge og det er så spillerens rolle at vælge, hvilken fjende der skal angribes, sørge for at ens Yo-Kai har nok liv og iværksætte et special angreb når det er klar.

Det gør at kampene ofte føles kedelige og at man egentlig bare sidder og ser på uden selv at være en del af det. Oftest sad jeg nemlig bare og ventede på at der skete noget der krævede min opmærksomhed og i langt de fleste almindelige kampe, kunne de tre Yo-Kai på banen let klare fjenderne uden at jeg gjorde noget som helst.

Opdagelse og eventyr

At rende rundt i den store by på jagt efter nye opgaver, missioner eller Yo-Kai er spillets stærke side. Det føles virkelig som om man render rundt på sit helt eget eventyr og jeg forestiller mig, at det var sådan ens barndom var hvis man var den udendørstype om sommeren. Jeg selv sad dog indenfor og spillede Pokémon på min gameboy, så det er rent gætværk fra min side.

Det er dog ikke alt ved dette der er lige godt. Jeg fik tit følelsen af at udviklerne ikke var helt sikre på om det skulle være et lineært eller free-roam spil. Tit blev man presset af historien til at tage et bestemt sted hen, men når man så forsøgte på det blev man forhindret da man manglede at gøre noget der låste op for det område.

Det blev derfor hele tiden til en blanding mellem at følge historien og rende rundt på opdagelse, hvilket gjorde at det føltes rodet og tit glemte jeg hvad historien i spillet egentlig var.

Historien er dog heller ikke det der driver spillet. Der er øjeblikke i starten som giver indtrykket af en stor historie, men det bliver så ikke rørt igen i de næste 5 timers spiltid.
Spillet fokuserer på at man skal blive venner med nye Yo-Kai, hjælpe borgerne i byen med de problemer som de drillende Yo-Kai skaber og så ellers bare rende på opdagelse.

Det gav mig tit følelsen af, at det jeg gjorde var formålsløst og at jeg bare løb rundt og fandt nye Yo-Kai fordi jeg ikke vidste, hvad jeg ellers skulle lave deri.

Bedømmelse

Jeg synes egentlig at spillet er meget underholdende når man kommer i gang. Det er sjovt at løbe rundt og lede efter nye Yo-Kai som kan tilføjes til samlingen og der er mulighed for mange timers spilletid før det er gennemført. Spillet føles dog alt for passivt til at jeg virkelig kunne nyde det. I kampene føles det ikke som om der er brug for dig og det føles helt tilfældigt om du bliver ven med en ny Yo-Kai eller ej.

+ Sjovt at gå på opdagelse i områderne
+ Opmuntrende atmosfære, der giver en følelse af at man virkelig løber rundt på eventyr

– Ikke nok indflydelse i kampsituationer
– Kan ikke helt beslutte sig for om det skal være free-roam eller lineært
– Mangel på en konkret historie