‘Little Nightmares III’ udkommer i 2024

Little Nightmares III annonceret til 2024 med online co-op.

Bandai Namco har i forbindelse med Gamescom 2023 annonceret den seneste tilføjelse til Little Nightmares-franchisen. ‘Little Nightmares III’ bliver udviklet af Supermassive Games og har fået fastslået et udgivelsesvindue, som lyder på engang i 2024, til PC, PS5, PS4, Xbox Series X|S, Xbox One og Nintendo Switch.

En trailer blev fremvist under Gamescoms “Opening Live Night”, og den kan ses herunder:

For første gang i spilseriens historie bliver det muligt at opleve spillet med en ven via online co-op. Desværre er der endnu intet, der tyder på, at lokal co-op bliver en mulighed, men vi har vel lov at håbe. Via co-op vil spillerne have mulighed for at påtage sig rollen som en af de to nye figurer, Low eller Alone. Det vil selvfølgelig også kunne spilles fuldt ud i single player, hvor en AI styrer den anden karakter.

Historien i ‘Little Nightmares III’ kommer til at lyde som følgende:
Spillerne vil følge de to venner, Low og Alone, der leder efter en måde at undslippe “Nowhere”. De vil rejse gennem Spiral, en verden fyldt med alverdens rædsler, som f.eks. Monster Baby i Necropolis, som vi ser glimt af i traileren. Hver karakter bærer sin egen personlige genstand – en bue og pil til Low, en skruenøgle til Alone. Disse kan bruges til at løse gåder og hjælpe dem i deres søgen efter at undslippe.

Kan du ikke få nok af historier fra Little Nightmares-universet, annoncerede Bandai Namco også en ny podcast bestående af seks episoder. Navnet er “The Sound of Nightmares” og fortæller historien om Noone, en ung pige der bliver indlagt på en psykiatrisk afdeling for at håndtere sine stadigt værre mareridt. Hun er under tilsyn af doktoren Otto, som har viet sit liv til at hjælpe børn. Men som deres sessioner udfolder sig, ser det ud til at Ottos fortid og Noones mareridt er skæbnebestemt til at kollidere.

De to første afsnit kan høres her: www.thesoundsofnightmares.com

Det er skønt at spilserien igen har fået luft under vingerne, og det skal blive spændende, hvad fremtiden bringer for Little Nightmares i 2024.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Andre artikler

Gaming